mandag den 19. januar 2009

Lene om fordomme

Ansøgeren havde sat sig ved bordet, klædt i figursyet suit med meget kort nederdel, push-up under den knapt nok knappede skjorte, lange røde negle som ville have ødelagt Florence Griffith Joyners dag og et hår, der var afbleget til ’Polnish Blonde’.
Netstrømper. Stiletter. Tyk makeup med blåt på øjenlågene.

Overfor sig havde hun tre kvinder, der skulle vurdere, om hun var egnet til stillingen og jeg var en af dem. Desværre larmede mine fordomme så højt, at jeg ikke hørte et eneste ord, hun sagde. Hvordan skulle jeg kunne forholde mig til noget, en polsk prostitueret havde at sige?
Blondinevitserne er vel ikke opstået ud af den blå luft?

Jeg har tænkt meget på situationen de sidste par år, ikke mindst fordi jeg blev kollega til hende og fordi det bestemt ikke var takket være mig, der lod mine fordomme overtage styringen. Jeg var afmægtig: Hun viste alle tegn på at tilhøre en kategori af mennesker, som jeg frygter at blive sammenlignet med, så der så man lige mig sidde med et imaginært luftværn og hyperventilere, for tænk hvis det smittede.

Vi lever i en tid, hvor individualisme er kodeordet og netop derfor står fordommene i fuldt flor. Alle prøver at skille sig ud, alle hader at blive anset som bare endnu en type-klon, fordi det er blevet så tydeligt, at det handler om at iscenesætte sig selv visuelt.

Men vi er jo bare samme slags alle sammen, selvom det gør os pivbange.

Alle unge fyre går med bukserne langt nede om hofterne, håret står unaturligt stylet på samme måde som de jævnaldrendes, de fleste kvinder ønsker sig Gucci/DG/Mulberry-håndtasker og har en stedsans, der ikke er så god som mænd (og så står vi pludselig i fordomme til knæene igen).

Nogle fordomme er bare forklædte sandheder.
Andre fordomme er opstået, fordi vi enten frygter at dele egenskaber med eller nyder at tage afstand fra repræsentanterne fra fordoms-flokken. I virkeligheden er både frygten og fascinationen bare to sider af samme sag, hvilket bringer os tilbage til blondinevitserne og min kollega, der i øvrigt blev ved med at ligne en billig polak og gerne gik i miniskørt og netstrømper både tirsdage og torsdage.
Jeg tænker på hende næsten hver morgen foran spejlet, når jeg vurderer påklædningen.

4 kommentarer:

  1. Kender godt det med at fordomme "larmer" og skærmer for hvordan visse personer egentlig er. Men jeg lider også under folkets stereotype fordomme af mit handicap, så jeg gør min allerbedste for at se bort fra fordomme. Sommetider er de ikke forklædte sandheder, men blot stereotypiske forestillinger.

    Hvordan er din kollega egentlig som person?

    SvarSlet
  2. @Klejs: Det er det pokkers ved fordomme, nogle gange viser de sig at holde stik - ihvertfald halvvejs. Hun var ikke polsk, ikke ægte blondine, temmeligt dygtig og meget ambitiøs - men hun havde så meget facade, at jeg ikke tror at nogen nogensinde fandt ud af hvem hun er som person...

    SvarSlet
  3. håber du er i stand til at sætte dig ud over dine egne private fordomme en anden gang, når det kommer til professionelle sammenhænge. Det må da have været en tillidserklæring, hvis du sad "på den anden side af bordet" til en jobsamtale??
    og ang. din kommentar til eget indlæg.."at jeg ikke tror at nogen nogensinde fandt ud af hvem hun er som person.."
    hvor vigtigt er det lige det er, så lønge hun er skide dygtig til det hun nu engang blev ansat til og derudover super ambitiøs?

    Mvh Blondinen =)

    SvarSlet
  4. @Tine: Du har en god pointe i at holde fast i en professionalisme. Der er bare et utroligt stort 'men' i den forbindelse, for blondinen blev ansat til en stilling, hvor hun konstant skulle lære nye mennesker at kende, sætte sig ind i nye relationer og det må virkelig være en hindring at have castet sig selv som en stereotyp - det er ikke kun mig, der reagerer med en fordom. Selv hendes team, hvor der var stort fokus på personlighed og personlig udvikling, gav hun aldrig lov til at se, hvad der lå bag facaden.
    Jeg nåede til det punkt, hvor jeg overvejede om hun gjorde det med vilje, spillede på fordommene, altså...

    SvarSlet