torsdag den 22. januar 2009

Thomas om fordomme

Jeg har svært ved at tro på folk, der erklærer sig selv som fordomsfrie. Tværtimod mistænker jeg dem for at tækkes den offentlige mening, som har tendens til at indskrænke meningen af begrebet, der af de fleste umiddelbart opfattes som negativt: En slags fordom i sig selv. Vi har alle fordomme, og det er en ganske naturlig metode til at forholde sig til sin omverden på. Skulle den menneskelige hjerne kapere alle indtryk uden fordomme, ville den hurtigt koge over.

De selvudnævnte fordomsfrie mener sandsynligvis, at de er klar over, at de besidder fordomme, men at de forsøger at se igennem dem eller inddrage dem således, at de selv synes, det giver et fornuftigt syn på verden. Fordomme er, hvad ordet selv siger: En dom på forhånd. Som tidligere antydet fortæller dette dog ikke, om dommen er positiv eller negativ. En anden måde at betragte fordomme på er derfor at se dem som generaliseringer eller abstraktioner: Det er nemmere at forholde sig til grupper af personer end til enkelte mennesker.

Fordomme er lidt forbudte og paradoksalt nok er de ofte sande. Personligt lever jeg op til betænkeligt mange af de fordomme, der eksisterer om personer med min opvækst og beskæftigelse, mens jeg kun afviger fuldstændigt fra en lille del af dem. De er derfor en effektiv metode til at gætte, hvordan man bør henvende sig til mig, hvis man ønsker at få noget ud af tilnærmelsen (den dårlige nyhed er, at sælgere også lærer disse teknikker). Kommer man tæt på mig og lærer mig at kende, omdannes jeg til en identitet i mig selv og derved befries jeg fra de allermest generelle af fordommene fra de mennesker, som er mine nærmeste.

Men fordomme er stadig til stede – de ligger blot på et lavere abstraktionsniveau: Familiemedlemmet, der altid taler, før han tænker. Vennen, der altid bliver fuld og pinlig, når du inviterer ham til fest. Kollegaen, som altid løser sine opgaver perfekt. Sætter man sig rationelt ud over disse generaliseringer, finder man som regel, at de ikke altid holder, men at man desværre glemmer at kigge efter sådanne tilfælde, fordi man typisk finder, hvad man søger. Derfor er det en fordel at være bevidst om sine fordomme og kunne sætte sig ud over dem, når det er relevant for en selv eller den anden.

Et af de steder, hvor fordomme er farlige, er om dig selv i dig selv. Jeg garanterer for, at du har masser af dem: Jeg kan ikke finde ud af sport. Jeg duer ikke til matematik. Jeg håndterer sociale situationer bedre end alle andre. Det er fordomme, positive som negative, der potentielt begrænser og indskrænker dine handlemuligheder. Prøv at tage fat i dine indre fordomme, arbejd med dem og tør se gennem dem, når det er hensigtsmæssigt. Denne refleksion gør det måske lettere at bryde fordommene mod andre for derved sandsynligvis at opdage, at de ikke altid er helt, som du troede. Det er ofte der, du kan opleve interessante øjeblikke, når du møder personer, som i overraskende og uventet grad bryder med dine fordomme og som derfor bliver til mennesker, du kommer til at bemærke og huske blandt alle de andre.

3 kommentarer:

  1. Interessant indlæg. "Fordomme" har offentligt (og hos mig selv) klang af en "negativ mening", men du har jo ret i, at en dom kan være både positiv og negativ.
    Positivt/negativt (og salgsmæssigt!) bruges de jo også af reklamebranchen til at putte folk i segmenter. Og nu synes jeg selv TV-udsendelsen "Kender du typen?" er en sjov leg, at gætte med på - og den bygger jo på fordomme indenfor ovennævnte segmenter. Samtidigt er det jo netop sjovest, når deltagerne "stritter helt imod fordommene/segmenterne.
    Men vi har brug for at putte hinanden i "kasser" - for at kapere alverdens indtryk, som du også siger. God opsang i sidste afsnit !

    SvarSlet
  2. Du har en god pointe.
    Jeg er ikke god til fremmede mennesker - og når jeg skal forholde mig til et nyt menneske står mine fordomme nærmest i kø for at advare mig om at de ikke skal lukkes ind...
    Det sker dog stadigt oftere at mine fordomme må vige pladsen for nysgerrighed - og gang på gang må jeg erkende at argumentet for at holde vedkommende på arms-længde ikke holder, og langt overgås af glæden ved at have hende eller ham i mit liv...
    Jeg tror ikke jeg nogensinde slipper af med mine fordomme - de er trods alt en måde at beskytte mig selv på - men jeg kan være dem bevidst, og det er vel en start.
    Det var bare det jeg ville sige, hej.

    SvarSlet
  3. Hvad med bevar et åbent sind :-/
    Kender godt selv til selvfordømmelses fordomme og dem man møder når man exvis som undertegnede bliver spurgt til en fest hvorfor drikker du kun vand, cola light eller ...?
    og man svarer jeg er ædru alkoholiker og går i aa
    så vender personen sig væk eller angriber en med spørgsmål som om man kunne svarer for alverdens misbruger og ha en mening om dette og hint indenfor misbrugsområdet ..
    Når det er sagt så mener jeg at fordomme også er med til at isolerer mennesker og holde os på afstand af hinanden ...
    Og at undetegnede bestemt allermest arbejder på at bevarer et åbent sind når hun går ud i verden
    for :
    what you persist
    consist ..
    may the force be with u
    Miss B

    SvarSlet