onsdag den 21. januar 2009

Anne om fordomme

Singlekvinder over 30 er desperate.
Det er sådan noget, alle ved (ligesom alle ved, at svenskere er fulde, og tyskere har dårlig stil). Og det giver da god mening, for når man er over 30, er der ikke langt til en portion løs hud med åreknudestuvning. Hvis han skal indfanges, skal det nok være nu!
Som singlekvinde over 30, skal man være taknemmelig for al slags opmærksomhed under mottoet: Man må tage, hvad man kan få.

Singlemænd i trediverne hviler i sig selv.
Det må de gøre, siden de ikke umiddelbart er ramt af fordomme. Og det er da nok bare mig, der har været uheldig med de mænd, jeg har mødt i den forholdsvist korte tid, jeg har været en singlekvinde over 30.

Der var for eksempel ham, der ville forlade job og børn og flytte til den anden ende af landet for at bo i nærheden af mig, efter vi havde kendt hinanden i cirka tre sekunder.
Der var også ham, der blev sur over, at jeg mente, det var for tidligt at tale om at flytte sammen, efter vi havde kærestet i halvanden måned.
Oh, og ham, der kaster sig ud i forhold med alle de kvinder, der er interesserede i ham, så han slipper for at være alene. Overlapning er vist kodeordet her. Overlapning med åbne døre, så man nemt kan smutte videre, hvis der skulle dukke noget bedre op.

Måske er det virkelig bare mig, der har været uheldig, men jeg synes måske, at dem, der råber højt om, hvordan singlekvinder over 30 opfører sig, burde hyle lidt efter mændene i stedet. For helt ærligt... Singlemænd i trediverne er noget af det mest desperate, jeg nogensinde har mødt.

Nå, men hvad gør jeg så?
Jeg kan gå efter singlemænd i tyverne. Eller… Der har jeg jo ligesom været (engang for 57 år siden), og alle ved jo, at de bare vil have det sjovt og ikke er ude efter noget seriøst.
Så kan jeg gå efter singlemænd i fyrrerne. Men hvorfor er de single? Var der ikke nogen, der ville have dem, og nu bor de alene med deres schæferhund, Rocky, og bruger deres fritid på at se gamle Patrick Swayze-film?

Det er egentlig utrolig heldigt, at der nogensinde sker et godt match mellem to mennesker, når vi alle er så ulidelige og umulige.

3 kommentarer:

  1. jamen det kan virke virkelig ...

    fordomme og generalisering er nok vi mindst af alt kan bruge i den sammmenhæng som vi kunne kalde kærlighed ..
    vatpikke og valkyrier findes i alle aldre
    men ja hvis vi vælger mænd over 40 så er de gode af dem ihvertfald mindst fraskkilt så der føger ofte børn med !
    weekendbørn sted sønner og døtre
    jeg var single og 30érne i ca en måned
    og jeg er voldsom kræsen og vi har rundet de 3 år nu ....
    vi arbejder på det
    en ting er sikkert mænd der enten bor alene med ders schäfer hun eller med deres mor
    skal og må man holde sig fra
    hvad vi jeg sige tro på det og engang når bestyrlesen siger go så sker det uanset alder :-)

    SvarSlet
  2. ... faktisk tror jeg ikke, jeg har nogen fordomme om singler. Jeg synes mest, det er synd for dem, jeg kender, som er ufrivilligt single.
    Jeg ved, ikke om dine fordomme om single-fyre 40 + holder stik...
    Men hvis du møder een, der ser gamle Patrick Swayze-film !!! - tror jeg, der er noget galt hahaha

    SvarSlet
  3. Bolette: Det ville uden tvivl være nemmere, hvis man kunne smide fordommene og nøjes med sin kritiske sans.

    Krusedullen: Jeg håber ikke, mine fordomme om singlefyre 40+ holder stik. Jeg håber det dælme ikke.
    Men det er bedre at tro det værste om dem, før de tror det værste om mig. Altså... ikk'...

    SvarSlet