Jeg er handicappet af i en årrække at have arbejdet for et firma, som lavede softwareløsninger for hospitaler. Som min chef altid sagde til mig: ”Man bliver helt bange for at blive syg. Tænk, hvis man skulle ende på hospitalet.”. Desværre var hans sarkastiske bemærkninger ikke altid fuldstændigt overdrevne. Jeg har i det offentlige sundhedsvæsen set eksempler på kassetænkning og økonomiske spekulationer, hvis mage i kynisme, jeg ikke siden har mødt.
De gange, jeg har været indlagt, var der ikke været noget i vejen med de ansatte på hospitalerne. Faktisk farede både læger og sygeplejersker hele tiden rundt og så ud til at have travlt, og alligevel fandt de overskud til at være venlige. Det var muligvis fordi, jeg begge gange var indlagt på min mors gamle afdeling, hvilket betød, at jeg fik samme opmærksomhed som en såret hundehvalp blandt femten fjantede teenagepiger. Det virkede dog lidt kejtet, fordi jeg begge gange var omkring tredive år gammel. Og fordi, der også var mandlige sygeplejersker på afdelingen.
Eftersom jeg lavede software til at understøtte systemet, så mener jeg, det er systemet, den er gal med. Af den årsag har jeg intet imod, at der eksisterer alternativer til det offentlige behandlingssystem i form af privathospitaler. Jeg tror på, at konkurrence er sundt. I et monopol bliver den enerådige doven, ineffektiv og selvtilstrækkelig. Jeg synes, det offentlige burde anstrenge sig for at være mere fleksibelt og dermed måske ende med at blive bedre end de private alternativer, så vi kan få et offentligt sygehusvæsen, der er verdens højeste skattetryk værdigt.
Lad mig afslutte med følgende vittighedstegning, som jeg fandt i Jyllands-Posten forleden, og som illustrerer den relativt ringe kræftbehandling på de danske sygehuse:
(Tegningen linker til Jyllands-Postens artikel)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar