tirsdag den 28. juli 2009

Forsmag på morgenkvalmen

Linda om børn:
Jeg vil gerne have børn, men jeg kan ikke finde ham, jeg gerne vil have dem med, og jeg er derfor stille og roligt ved at arbejde mig ind i kategorien af de såkaldte ’ressourcestærke kvinder’, der vælger videnskaben som far til mine børn. Ikke at jeg føler mig specielt ressourcestærk. Jeg føler mig nærmest skræmt ud af min egen hud ved tanken alene.

Jeg ville helst have hele pakken. Siger jeg. Og er egentlig efterhånden blevet lidt i tvivl. For når jeg kigger mig omkring, ser jeg ikke ret mange, som er glade og tilfredse i deres parforhold. For de flestes vedkommende virker det til at være hårdt, hårdt arbejde, når de på 5., 10. eller 15. år skal forsøge at fokusere på kærligheden og ignorere fornemmelsen af at være blevet usynlige og taget for givet. Måske har min omgangskreds bare ramt en kollektiv midt-30’er-krise med et brag, men hos nogen forekommer det mig, at de bliver sammen af samme grund som Lene beskriver som argument for at få børn i sit indlæg: For at have nogen at holde juleaften med, når de bliver gamle. Hvilket forekommer mig at være en slags ond pensionsopsparing, hvor man ofrer sin nutid for at sikre sin fremtid. Og det lyder ikke til at blive nemmere, når man sammen fabrikerer et menneske, som uden at anstrenge sig skubber kæresten væk og indtager 1. pladsen i Hvem Elsker Jeg Mest-konkurrencen.

Den helt indlysende fordel ved at være to, når det kommer til børn, er at man er to, om at enes om at give slip på verden, som man kender den. Jeg får angstkvalme og sorte pletter for øjnene, når jeg tænker for længe over det. Man er to til at glæde sig over, at barnet helt tydeligt er kommende nobelpristager, og der er en til at tage over, når man bliver bange for, at man kommer til at kaste ungen ud af vinduet, hvis ikke den holder kæft NU!

Det skal jeg være klar til at stå med selv. Og derudover skal jeg være klar til at træde ind i en verden, hvor det endnu er mere undtagelsen end reglen at være alene. Jeg har en fornemmelse af, at ”hvorfor har du ingen kæreste?”-spørgsmålet er en gåtur i parken sammenlignet med, hvad man forventes at stille med at forklaringer, når man står med en kæmpemave på solomåden. Og jeg skal være klar til at håndtere fornemmelsen af, at det føles som om, jeg endelig afskriver muligheden for at blive nogens bedre halvdel. Jeg ved godt, at det ikke nødvendigvis er sådan det er – men det er sådan det føles.

Til gengæld vil jeg ikke skulle tage stilling til, hvordan jeg skal komme igennem en juleaften uden mit barn, fordi jeg havde ham sidste år. Jeg skal ikke have en mand, som jeg engang har elsket, til at trampe rundt i mit liv, mit hjerte og mine sår de næste 18 år. Jeg skal ikke forsøge at leve med, at mit barn halvdelen af tiden bliver opdraget efter idealer, jeg ikke selv tror på, og sidde med fornemmelsen af, at jeg hver anden uge skal rette op på en uges karakternedbrydning OG sætte kærlighed nok ind på kontoen til at mit barn kommer hel igennem endnu en uge hos sin far, som desværre – i et anfald af midtlivskrise - har installeret en blond 18-årig, børnefjendsk psykopatøgle med bryster, der stadig håner tyngdekraften, i sin krom-og læderlejlighed.

Lød jeg lige lidt sur der til sidst? Det er jeg egentlig ikke. Jeg forsøger bare, som jeg plejer, at dele verden op i pros and cons – denne gang har jeg bare ikke den fjerneste ide om, hvilket resultat jeg håber på at nå frem til.

Lige meget hvad, er det jo en beslutning for livet.

Undskyld mig. Jeg skal lige ud og kaste op.

4 kommentarer:

  1. Linda du skriver bare pisse godt. Undskyld sproget, men det gør du. Jeg kunne tilføje så meget til det du skriver for der er mange flere sider af sagen, og man bestemmer altså også lidt selv om man vil ende som en stereotyp. (Sagt af en der kæmper imod stereotypen med næb og klør)

    Clarke

    SvarSlet
  2. Clarke: Tak for de pæne ord. Og ja. Der er altid meget mere til historierne end det, man kan få plads til på en blog. Hvor fantastisk den end er til at få kreativt afløb og lufte meninger, så ER den begrænset af, at den ikke egner sig til indlæg længere end en side.

    SvarSlet
  3. Ja man kan sige at det var så situationen set fra din side. Man kunne jo skrive en tilsvarende side om hvordan emnet ser ud fra barnets side. Også interessant.

    SvarSlet