Forkert! Bare fordi…

Anne om racisme

Mit første teenagecrush var på en køn iransk dreng. Han var skater, og jeg brugte en hel sommer ved den lokale skateboardrampe, hvor jeg sammen med de andre groupies sendte ham beundrende blikke.
Der var en pige, der - ligesom jeg, sad der hver dag. Jeg hørte hende sige: ”Han ser altså bare godt ud. Det er en skam, han er perker.”
Jeg blev rasende. Jeg forstod slet ikke hendes tankegang. Han var et sødt og ordentligt menneske – og så var han oven i købet køn. Men: Nej, uha! Vi skal ikke nyde noget af ”dem der”.

Den holdning har jeg nu mødt så mange gange i mit liv, at jeg efterhånden er stoppet med at reagere og lært at leve med, at de synes, jeg er en naiv idiot. Til gengæld vil jeg altid se dem som snæversynede ignoranter.
Jeg kan forstå, at man kan være utryg ved noget, der slet ikke ligner det, man kender: Fremmed kultur og religion. Den slags går begge veje. Sådan vil det desværre nok være, til man begynder at sælge rummelighed på tube.

Det, jeg ikke forstod dengang, og som jeg stadig ikke forstår, er, hvorfor man skal dømmes på fødeland og hudfarve alene. Hvorfor var mit teenagecrush ikke god nok til hende, udelukkende fordi han var født i Iran? Han talte flydende dansk og interesserede sig for det samme som alle os andre. Alle hans venner var danske. Jeg hørte ham aldrig ytre et ord om religion. Men nej. Hun skulle ikke noget med en perker.

Nu er jeg en af de mange, der følger situationen i Iran via blogs, Twitter og Facebook. Og udover meldingerne fra de modige iranere, læser jeg også responsen, de får fra hele verden. Udover bunkevis af støtte er der også flere, der i forundrede formuleringer skriver ”I er jo smukke”, ”I er jo veluddannede”, ”Gud, er I ikke alle sammen islamekstremister?”. Oversat direkte fra mit hoved: Hov, I er jo mennesker med hjerne, hjerte, drømme og håb ligesom alle os andre.

Og mens jeg krydser fingre for, at iranerne får den slags demokrati, de drømmer om, sidder jeg også med et lille naivt håb om en mere rummelig verden.