fredag den 31. juli 2009

Dødsdrom eller spædbarn?

Stine om børn (uha uha)

Jeg fandt dette billede på nettet for nyligt, og det bliver jeg nødt til at dele her.


Ja, det er en DAME der kører en bil i en DØDSDROM med en LØVE. Jeg gentager lige det sidste MED EN LØVE!!!
Jeg kender ikke historien bag billedet, men jeg er ret overbevist om to ting:

1. Det er det sejeste billede, jeg nogensinde har set.

2. Damen i bilen med løven har ikke nogen børn.

Ikke at damen ser ud til at være ufrugtbar eller noget, men det der med at stikke af med cirkus og drøne rundt med løver i sidevognen – det er bare ikke rigtigt noget mødre gør, vel?

Jeg ved egentlig ikke, hvad jeg finder mest skræmmende. Tanken om at sidde i den der dødsdrom med en fuldvoksen løve i sidevognen eller tanken om at blive mor. Den ene ting er hurtigt overstået, men det der moderskab hænger man lidt mere fast i, har jeg ladet mig fortælle.

Her var jeg fristet til at smide ordet ”spændetrøje” ind, men det ved jeg godt, at man ikke må skrive, for børn er det største, der kan overgå én, og det værste ville være at miste dem og så videre og så videre. Men ikke desto mindre, så kan man altså ikke bare lige bryde fri af dem. Der er ingen fortrydelsesret, hvis man først sidder med den rynkede ting (også kaldet ”baby”) i hænderne og tænker ”Jeg skulle nok have valgt løven.”
Man skal nærmest bruge hele livet på dem.

Det, synes jeg, er vanvittigt skræmmende. Ikke en eneste af de ting, jeg holder allermest af at gøre i livet, er aktiviteter, der kan tilsættes børn. Samtidig er der alt det, man kan gøre galt. Man kan jo ødelægge de der små mennesker fuldstændigt.
Skulle man crashe med sidevogn og løve, vil man nok mere blive hyldet på en sej avisforside – og helt ærligt have lidt mere at prale med i himlen.

”Så sidder jeg der, og Fussi – altså min løve – han er sgu ved at være vred, men vi kører satme stærk…”

Det lyder klart sejere end:

”Da jeg glemte lille Charles (udtales Sjarls) i børnehaven 18. gang blev han smidt ud, og jeg måtte opgive mit arbejde og gå hjemme, og det gjorde jeg så, til jeg døde. Er det rigtigt, at det er her i himlen, de laver Philadephia-ost?”.

Men modsat Mandags-Lene har jeg en kæreste, der er overmåde skruk. Vi kan nærmest ikke gå på gaden uden at støde på et af de der små mennesker, og kæreste bliver så henrykt, at jeg må hanke op i ham og halvvejs bære ham videre. Heldigvis har vi været sammen i så kort tid, at vi begge lever højt på ”ja ja, vi får se”.
Men en eller anden dag bliver jeg nødt til at købe hele pakken med mand og børn – eller stikke af med cirkus. Skulle det sidste ske, ved jeg i det mindste godt, hvad der skal være mit nummer.

Hvor køber man en sidevognsvandt-vant løve? Den må gerne være stor.

1 kommentar:

  1. Man kan ufatteligt meget selvom man har børn. Hvis man altså ikke synes at man er nødt til at sidde med hænderne i skødet og kikke på dem mens de sover i tremmesengen med polstring som matcher tapetborten og puslepuden.

    Jeg tror hende damen med løven har unger. En 3-4 stykker. Og at hun tænkte, at når hun kunne få dem til at sidde stille i sidevognen, så var sådan en missekat da en smal sag.

    Dermed ikke sagt at "børn er den eneste rigtige vej" men man bliver hverken lam i roen, kedelig eller tam fordi man får børn...

    SvarSlet