Linda om knoldselleri

Jeg hader selleri. Både klumpen og bladudgaven. Det smager af bitter sæbe og tråder som bare fanden.

Smagsløg er åbenbart upåvirkelige af både arv og miljø, for min mor ELSKER selleri. Jeg beundrer hende for mange ting, bl.a. at hun gennem hele min barndom har kæmpet utrætteligt for at introducere nye retter på menukortet. Men mere end det beundrer jeg hende for at være smart. Hun har regnet den ud.

Min søster og jeg tog ikke altid lige pænt imod disse kulinariske opkomlinge. Når vi sad der, blege og kræsne, mens vi mistroisk puffede til udefinerbare forekomster på tallerknen, fik vi altid at vide, at vi havde ’godt af at prøve noget nyt’. Havde det stået til os, havde den mest eksotiske spise på bordet været frikadeller.

Min mor introducerede lasagnen (godt nok med ualmindeligt hårde pastaplader de første par gange), pizzaen (pindsvineformet bolle med cocktailpølser som pigge til os) enebærgryden (ad), den forloren skildpadde (turbo-ad. Følte mig decideret fornedret, da det blev afsløret, at de hårde klumper, jeg havde sat mælketænderne i, var svinetunge) og husarstegen (som jeg stadig ikke forstår, men som smager udmærket.).

De fleste gange accepterede hun, hvis det nye blev idømt udvisning men ingen regel uden undtagelse: Boller i karry. Eller boller i selleri, som det mere korrekt hedder. Der stod hun sgu fast. Hvorfor? Fordi hun elsker selleri, ligeså meget som vi andre hader det. Tilsammen. Og det endte alligevel i fred og fordragelighed, mandag aften i ulvetimen, fordi vi fik lov at veksle vores selleri til kødboller fra hendes tallerken. Jo mere indædt vi dissekerede vores portion, jo mere selleri blev der eksporteret over til hende.

Glade børn, autoritet i forhold til at stå fast og selleri i uforskammede mængder. Det er sgu da raffineret win-win diplomati på højt, højt plan.

Hvis FN skal have hjælp til at løse situationen i Gaza, kan de bare ringe til min mor.