Stine om knoldselleri

Det er på tide, jeg knytter mine næver og skiller mig ud. Kom nu Stine, du tør godt. Det er ingen skam. Here goes.

Jeg elsker knoldselleri.

Jeg synes, der er noget kært over den klumpede rods beskedne måde at optage plads i supermarkedet på. Underspillet ligger knoldselleri der og ved godt, at mange går uden om den. Men det er cool nok. Knoldselleri har selvtillid nok til at bære det. Knoldselleri behøver ikke være skinnende som smart ass peberfrugter. Knoldselleri har kun latter til overs for de små glatte tomater, der ligger og prøver at virke saftige. Knoldselleri simpelthen nægter at faldbyde sig som skamløse gulerødder.

Man kan nemlig ikke lave den perfekte suppe uden knoldselleri. Feinsmeckere ved det. Superkokke ved det. Knoldselleri ved det.

Så når denne blog og mange folkemunde kampsviner knoldselleri, så betyder det i virkeligheden ikke noget. Hvis knoldselleri havde skuldre, ville den trække på dem og vende tilbage til sin egen verden som en perfekt lille rod.

Hvem der bare var lige så sej som knoldselleri.