Anne om knoldselleri

Jeg har aldrig opfattet mig selv som kræsen. Jeg kan lide alt det, der er naturligt at spise. Og det siger sig selv, at jeg ikke kan lide uspiselige madvarer. For eksempel slimede snegle og snotagtige østers.
Hvis det ser klamt ud, smager det sikkert også klamt.

Rodfrugter ser ikke klamme ud. Bevares, de har da et vist kofoderlook, men tanken om dem i akaciehonningindsmurt, ovnbagt tilstand opvejer det.

Forleden stod jeg så med en knoldselleri i hånden. Jeg nærstuderede den, fordi jeg havde fået en tanke om, at man kunne få den til at ligne noget – ligesom skyer.

Og det kan man godt.

Man kan få den til at ligne en stor, fed roe, der har ædt en flok troldeunger i én stor mundfuld. I sin grådighed har den bidt over mere, end den kan sluge, og der stikker massevis af små arme, ben og haler ud af den.

Nåmn, farvel livretsmad. Hej splinternye mareridt.