onsdag den 18. februar 2009

Anne om drømme

Ikke engang da han iført tandsmør gled sig gennem Melodi Grand Prix tilbage i firserne, gjorde han stort indtryk på mig. Johnny Logan gjorde faktisk intet indtryk overhovedet.
Men det skulle ændre sig en forårsnat i 2007.

Jeg drømte, at Johnny Logan stod i min opgang og sang. Han havde tykt pagehår og var iført safaritøj, men jeg sværger, at det var Johnny Logan.
Han spurgte mig, om jeg kunne lide sangen, men jeg måtte være ærlig og svare, at den ikke lige var mig. Han blev sur. Sur og bitter.
Da jeg forlod min opgang, blev der kastet en regnorm efter mig, og jeg vidste jo godt, at det var ham, der gjorde det. På trods af, at han stod der med sit tykke, brune pagehår og så uskyldig ud.

Jeg kan huske drømmen ret præcist, for jeg skrev den ned og bloggede om den dengang for næsten to år siden.

Siden er han blevet en del af mig. Flere mennesker har fortalt, at når de hører hans navn, tænker de på mig. Og jeg tog mig selv i at løbe efter ham, engang jeg så ham på gaden - ikke at jeg vidste, hvad jeg skulle stille op med ham, hvis jeg fangede ham (konfrontere ham med regnormekastningen, eller hva’?).

En lillebitte halvsyret drøm er skyld i, at han har sat sig fast på mig som en klæbeånd. Jeg slæber simpelthen rundt på Johnny Logan. Inklusiv safaritøj og regnorm.

Er der nogen, der vil overtage?

4 kommentarer:

  1. Vi kan eventuelt bytte? Jeg slæber rundt på en tilbagevendende drøm om Joachim Boldsen. Jeg er hjemme ved ham, og selvom man ikke skulle tro det, er han typen der går overboard med stearinlys. Ja, han er nøgen og ja, vi skal.. hrmhm. Men jeg har så frygtelig dårlig samvittighed, for han er min venindes kæreste. Jeg har haft denne drøm så mange gange, at jeg engang så en klumme med ham i Urban og først troede, at jeg kendte ham rigtigt.

    Der er også den, hvor jeg sidder fast i en bilkø, og på et tidspunkt står ud for at tage min handske, som jeg har glemt på biltaget, da jeg satte mig ind (utrolig vedholdende handske). Lidt længere nede af vejen står Iben Tinning og sjipper. Her kunne man øsnke, at der skete noget. Det gør der så ikke. Jeg står ud. Hun sjipper. That's it. Her må selv Freud give fortabt.

    Din lyder heller ikke rar, men handler da i det mindste om en RIGTIG kendt.

    SvarSlet
  2. Også i mit univers, kan jeg ikke se noget som helst på skrift eller andet medie om Johnny, uden at tænke på dig. I er et FLOT FLOT par.

    Du ved det måske ikke, men du er hans hemmelige stalker. Tror jeg.

    SvarSlet
  3. Hej Anne.
    Hæ hæ, har selv haft madonna 'på slæb' af nogenlunde samme grund. Det var dog ikke en regnorm, men flødeboller hun benyttede som kasteskyts :-)
    Mvh Malou

    SvarSlet
  4. Hvorfor drømmer jeg aldrig om nogle kendte? Mit begrænser sig mest til at alle mine tænder falder ud, og der vokser grene ud i stedet for. Eller en flok rockere der kaster op udover sig selv...

    SvarSlet