Total Holdbar teori!

Maj om vand

Normaltvis består den menneskelige krop af ca. 60% vand, men 1 gang om måneden vil jeg vove den påstand, at min består af 90%. Jeg vil næsten gå så langt til at sige, at hvis man prikkede en masse små huller i mig, ville der stå små fine vandstråler ud fra kroppen - human shower om man vil.

Og ikke nok med, at kroppen fyldes op med vand. De fleste kvinder - og er sikker på der er mange mænd der stemmer i her - rammes af PMS. Nogle gange også kendt som "Potential Murder Suspect", andre gange nok mere "Plainly; Men Suck"!

Men jeg har en teori om, hvorfor vi rammes af det. Alt det vi kvinder udsættes for, det lige fra mavepine, graviditet (og jeg ved, det ikke altid er en dans på roser), fødslen, MÆND! ...det skal vi da ikke gå rundt og døje med helt alene, og derfor var Gud så venlig at udstyre os med PMS'en. Mænd skal mærke vores smerte, og derfor holder den teori jo MAX.

.. men det er til gengæld meget rart at vide, hvorfor alle mennesker pluselig kan pisse en så forfærdeligt meget af ved deres blotte tilstedeværelse, og hvorfor man kan tude af absolut ingenting.

Løb fra livet

Thomas om vand

Jeg dehydrerede engang til et halv-marathon. Ikke på Michael Jackson måden, hvor jeg skulle flyves hjem fra Japan, indlægges på luksushospital og nedsænkes i et kar af Evian, men slemt nok til, at det var yderst ubehageligt for en fattigrøv som jeg.

Det var mit andet halv-marathon, og jeg blev overmodig. Erfarne løbere havde fortalt mig, jeg skulle passe på, men som løber skal man åbenbart gøre sine egne erfaringer. Mit første halv-marathon var gået fremragende, jeg var landet på min ønsketid og på dette andet løb tre uger efter, lagde jeg ud med et højt tempo. Det gik også fint ... indtil jeg nåede fem kilometer mærket.

Skæbnen ville have, at dagen skulle blive den hidtil varmeste i året, og det havde jeg ikke taget højde for. Lidelserne mellem fem og tretten kilometer mærkerne var forfærdelige, og jeg indså, at jeg ville komme ind på en meget dårligere tid end mit første halv-marathon. Jeg var sur, skuffet, vred og grædefærdig. For at være helt ærlig, ønskede jeg mig hjem til min mor.

Ved sytten kilometer fik jeg kræfterne igen. Pludselig gik det godt. Ved et underligt tilfælde løb jeg ud lige foran en af mine venner, der dengang boede i København, og som holdte for os løbere i sin bil på vej til familiefest. Han sagde, at jeg så ret slidt ud. Ingen af os vidste, at jeg lige havde begået min anden fejl, da jeg satte tempoet op igen. Overfrisk og med udsigt til kun fire kilometer hjem overhalede jeg en del gamle mænd, klappede af dem og heppede på dem, mens jeg løb fra dem.

Da jeg passerede nitten kilometer mærket, gik det galt. Mit hjerte slog som en kolibris, og jeg blev nødt til at stoppe. Helt. Når jeg gik, galoperede mit hjerte igen. Jeg begyndte at slingre. De gamle mænd fra tidligere overhalede mig, og de var så venlige at undlade at klappe og heppe. Flere officials begyndte nu at skule efter mig, og jeg fik advarsler om at blive smidt ud af løbet. På et tidspunkt gemte jeg mig bag en busk, så de ikke kunne se mig.

Jeg endte med at liste i mål med en venlig vandbærende medløber ved min side på en ydmygende tid på over to timer. Efter målstregen faldt jeg om på græsset og lå i tyve minutter uden at kunne rejse mig. Når jeg forsøgte, sortnede det for mine øjne. Sært nok lå jeg og planlagde mit næste halv-marathon. Endorfinerne, som udløses ved motion, bør ikke undervurderes. Da jeg kom hjem, faldt jeg i søvn og havde alvorlige tømmermænd i tre dage.

Det værste var næsten, da jeg berettede ovenstående til min daværende kærestes far, som havde været jægersoldat, og som derfor altid vurderede enhver indsats i forhold til risikoen. ”Hvorfor i alverden fuldførte du? Du kunne være kommet til skade. Hvad fik du ud af at gennemføre?”. Jeg måtte give ham ret.

Tilsæt kun vand

Lene om vand

Der var en gang, hvor jeg brugte mere tid på at være instruktør, vejleder og træningsmakker end jeg gør nu, og alle dage har devicen været: Husk at drikke vand. Og nok af det. Jeg har endda skrevet det, bl.a her.

Jeg må have været skideirriterende, for jeg har helt automatisk skræppet 'Vand! vand! vand! skråååk!' hver eneste gang, der var nogen, der døjede med et eller andet. Om det var hovedpine, dårlig træningsmoral, overvægt eller ondt i musklerne.

Med skam må jeg minde mig selv om den gang min kæreste med smerte i sindet sagde, at han ikke havde det så godt. Han havde lige slået hånden af sin far, set sin mor græde og i øvrigt fået min berygtede silent treatment i flere uger. Jeg sagde: Hvor meget vand har du drukket idag?, med et fjæs, der ikke helt kunne lade være med at være surt og bedrevidende.
Det var ikke det stolteste øjeblik i mit liv.

Kaffe. Det er min nektar, min morgenstarter, duften af min eftertænksomhed, overspringshandling og nydelse i et.
Selv ikke mit insisterende høje niveau af mavesyre kan få mig til at slippe min kaff'.
Jeg ved godt, at man skal drikke kaffe ligesom man burde drikke vin: Et glas vand for hver kop. Det er bare aldrig lykkedes mig at huske rækkefølgen helt, så det ender tit med at jeg bæller kaffe hele dagen (eller vin hele aftenen), for at bunde 2 liter vand i et langt gispende træk, når jeg er så svimmel at vandhanen udgør det bedste støtteben.

Naturligvis er min åbenlyse hang til pantersort kaffe (Mine daglige bønner vendt mod Mokka, som Per Vers kalder det) er en stående invitation til at spørge, om jeg har husket at drikke vand, så snart der er det mindste i vejen med mig.
Gætter på, at det er karmarevisoren, der har taget noter og nu betaler tilbage for alle de gange jeg selv har stillet det enormt irriterende spørgsmål.

Nej. Jeg har ganske givet ikke drukket vand nok. Jeg ved godt at jeg burde, hvis jeg skal have bare en lillebitte chance for at gennemføre en træning nogenlunde elegant og hvis jeg gerne vil holde op med at se dobbelt eller blive for fuld for hurtigt. Jeg ved også godt at jeg skal gå ned i kaffekadence nu, hvor jeg har hjernerystelse.

Når man er rasende, ophidset på den helt berettigede måde og slet ikke spor hysterisk, og får at vide at man skal trække vejret helt ned i maven og slappe af, hvad sker der så?
Jeg ved ikke med jer, men det får mig bare til at hidse mig endnu mere op.
Den sætning er lånt ud til en anden stakkel nu og er blevet erstattet af 'Drik noget vand?' i mit tilfælde. Det virker på stort set samme måde. Siden hvornår er jeg blevet til en pose med Instant-happy, måske?

Men helt ærligt (Hælæarli, som vi siger i Århus)... Kan nogen ikke sige til Karmarevisoren, at min bemærkning om 'vand nok' blev betalt så rigeligt tilbage dengang jeg havde lungebetændelse? Eller dengang jeg havde ondt i knæet?