Tudekiks

En dag begyndte en nerve ved højre øjenlåg at dirre. Det holdt den ikke op med igen. Gennem lang tid sov jeg ikke om natten. Tankerne kørte rundt i hovedet på mig om de ting, jeg skulle nå på jobbet. Jeg kunne ikke koncentrere mig på jobbet. Eller slappe af, når jeg kom hjem. Jeg græd på toilettet på arbejde. Jeg græd, når jeg kom hjem. Jeg græd, når jeg lå i sengen om aftnen.

En morgen vågnede og begyndt straks at græde. Jeg kunne ikke komme ud af sengen. Jeg lå der bare og stortudede.

Min telefon lå ved sengen og jeg fik ringet til en kollega. Hun sagde straks stress. Og jeg fik hende til at kontakte vores HR afdeling.

Dagen efter sad jeg hos en psykolog for første gang i mit liv. Jeg græd på vejen derhjen, græd derhenne og græd hele vejen hjem.

Jeg var sygemeldt i knap 3 måneder. 3 Måneder der gik med lange traveture, tanker, bearbejdning og jævnlige besøg hos psykologen.

Det gik op for mig at grædeturene var aftagende. At jeg fik ro i mine tanker, og i min krop. Jeg fandt ro i mig selv.

I dag græder jeg ikke. Ikke hver dag. Eller hver anden. Men ind i mellem. Det tror jeg mange mennesker gør. Og jeg ved det er sundt at give sig selv lov til at græde. Man går løsnet op og givet sig selv ro. Men man skal ikke græde uhæmmet og ukontrolleret flere gange om dagen.

Pisken

Thomas om sindsro

I mange år har jeg følt mig pisket rundt af andres forventninger til, hvordan man bør være. Skal du ikke have hus? Børn? Bil? Sommerhus? Oplevelsesferier til fjerne kontinenter? Et job med prestige? Men jeg ønsker mig ingen af de ting. Egentlig vil jeg helst have fred og ro til at tænke og udvikle mig indeni. Eller bare til at være.

I mine øjne lever det meste af min omgangskreds et hektisk liv. Det kan godt være, de har fed bil, to pæne børn leveret med kejsersnit til den planlagte dag og en udsigt til en pensionisttilværelse i et luksushus i Tyrkiet. Men jeg misunder dem ikke. For mig at se lever de i fremtiden. De tænker altid over det næste projekt, den næste streg på listen over ting, de skal nå, inden de dør.

Sjovt nok plejer de først at standse op, når der er nogen, der dør. Eller hvis noget truer. De er bange for at miste. På en bekendts lukkede villavej vil de sætte fartbump op for at beskytte børnene. Det gode liv er det lange liv. Det er blevet en objektiv sandhed. Hvis man bruger al sin tid på at løbe for at nå fremtiden, er det vigtigt, der er tid nok.

Det er rejsen, ikke målet. Men vi fokuserer hele tiden på målet. Der, hvor vi er på vej hen. Vi begræder, hvis mennesker dør i en tidlig alder. Men hvorfor? Er det da ikke muligt, at de har haft et bedre liv end mange af dem, der lige nu befolker landets plejehjem? Nej, vi kan åbenbart ikke få tid nok. Men hvorfor så bruge den på at piske rundt?