Skrigerne

Dorthe om naboer

Først vil jeg lige komme med en undskyldning til alle læserne her på Ordetrundt. Jeg ved ikke helt, hvad der er sket, men jeg havde simpelthen glemt, at det var søndag i dag. Underlig uge egentlig for jeg har hele tiden været en dag bagud.

Kan I huske den der australske serie "Naboer"? Den var så populær i en lang årrække, og jeg misundte alle dem, der havde adgang til at kunne se den fantastiske serie. Jeg boede i en meget lille landsby og kabeltv var ikke noget man havde fået i den tidsalder. Så jeg nøjedes med at læse "Vi Unge" og "Bravo" og dagdrømme om, at Jason Donovan var min nabo.

Her i virkelighedens åndehul kender jeg ikke mine naboer. Hvor jeg bor, er der kun én lejlighed pr. etage, og i dag taler man jo ikke med folk, der bor i de andre opgange. Medmindre man møder hinanden nytårsaften i en brandert. Så er man venner allesammen og giver knuser og kram til højre og venste.

Men i hverdagene ved man ikke, hvem de er. Kun lydene høres. F.eks naboerne til venstre. Hun er en skriger. Og det sker flere gange i løbet af dagen, at man kan høre hende skrige højt under det der sex noget. Så sad jeg der og skruede højt op for TV'et, fordi jeg syntes, det var lidt pinligt for mine ører. Andre gange skruede jeg ned, fordi jeg trængte til et grin.

Til højre boede der på et tidspunkt en sopran. Dog helt nede i stueplanet. Det er også lidt af en skriger, kan man roligt sige. Men dog under helt andre forhold, når hun stod og øvede på sine skalaer. Og det var egentlig lidt hyggeligt.

Skyklapper

Thomas om naboer

Jeg bor i lejlighed, men jeg bryder mig ikke om naboer. Indtil man kan købe firs kvadratmeters boliger uden have og ydre vedligeholdelse midt ude i ingenting, så vælger jeg at leve med naboerne. Det er heller ikke så svært; At være nabo kræver en mellemting mellem at være rummelig og at tage hensyn. Desværre er det tilsyneladende kun mig, der kan finde ud af den balancegang. Sjovt nok, har alle denne subjektive opfattelse.

Det ville ellers være rart, hvis min nabo ville overveje bare ét sekund, om det er en god ide at spille bordtennis op af væggen. Eller at spille et enkelt musiknummer så højt klokken halv fire om natten, at mit sofabord ryster. Der er naturligvis absolut tavshed før og efter det ene nummer. Desuden skriger han uhæmmet og kaster sig ind i væggen, når han ser sport.

Min overbo, som vejer 140 kg, installerede et løbebånd, og når hun løber på det, kan vibrationerne mærkes gennem betonloftet. Min svoger anbefalede mig at spille dette nummer på fuld styrke, når hun går i gang. Alligevel klager jeg ikke. De gør trods alt disse ting sjældent, og det er ikke så slemt at bo i nærheden af dem.

Der er handlinger, som er så asociale, når man bor i lejlighed, at jeg ikke fatter, at man tillader sig det. At spille på klaver. At stille bornholmerure op, så naboen får fornøjelsen af dunkende ringen i væggen hver halve time døgnet rundt. At leve sit familieliv fra klokken 22 til 2 om natten uden hensyn til, at ingen andre vælger at slagte geder på det tidspunkt. At anskaffe sig en hund, der hyler uafbrudt, når den er alene. At pisse midt i kummen midt om natten. Nej, jeg er ikke en kvinde. Ja, det sidste eksempel er en bagatel. Men, det vækker hele opgangen, ikke kun din pirrelige kone, din spade.

Er der virkelig så stor forskel på, hvad der er acceptabel adfærd for forskellige mennesker? Nej, det tror jeg ikke. Jeg tror, at de fleste ikke tænker over generne, før de selv rammes af dem. Før de tager skyklapperne af. Det handler ikke om, at vi skal sidde i rundkreds, flette tæer, snakke sammen eller forstå hinanden. Vi skal bare bo ved siden af hinanden. Indtil der flytter en ind, der er værre.

Medlemsskabet af Dansk Folkeparti er dog afvist som lige groft nok.

Lene om naboer

Jeg har en drøm om at bo på landet. Et sted med langbord og duft af basilikum og glade mennesker hver søndag. Mine naboer passer bare ikke ind i den drøm og når jeg tænker tilbage på alle mine naboer gennem tiderne, så er der i virkeligheden ikke nogen naboer, der ville passe omkring mit langbord.
Genboer, ja. Naboer, nej.

Naboer skal være hyggelige og stille og hilse venligt. Aldrig kigge ind af vinduerne, altid holde haven. Hvis man bor i lejlighed skal de være absolut lydløse og de skal helst kun være der, når man lige går forbi og hilser pænt.

Resten af tiden skal de bare være en illusion.

Det ville især klæde mine nuværende naboer at konvertere fra irriterende til illusions-versionen, især fordi de er så forbandet tæt på. Vi deler et dobbelthus og vores badeværelse og soveværelse støder op mod deres, så vi kan høre, hvordan deres unger råber indtil midnat. Jeg kan ikke engang forstå, hvad de råber, for familien er tyrkisk og de taler tyrkisk sammen, når de ikke taler med mig, og det irriterer mig. Altså, at jeg ikke kan følge med i, hvad de råber.

Jeg kan godt mærke, at jeg er blevet gammel og sur, når jeg sidder på min terrasse og kan se, hvordan børnenes bleer flyder rundt om skraldespanden. Rollefordelingen er på plads: De har børnene og jeg er den sure nabo, der sidder og hvæser noget om rotter.

Egentlig har jeg enormt ondt af nabodamen. Hun er ikke fyldt 30 endnu og har tre umulige unger, som hun skal klare selv, fordi hendes mand kun er hjemme for at fylde deres skur op med shawarma til den biks han har nede i byen. Så børnenes prøver naturligvis grænser af hele tiden. De er søde, de små, - undtaget når de tegner med kridt på vores bil eller plukker alle bærrene af vores kirsebærtræ.

Jeg kunne også godt undvære at have udsigt til børneansigter og fedtede håndaftryk, når jeg forskrækket vender mig om for at se, hvad det er, der banker på mit stuevindue. Også selvom de bare lige vil råbe hej til hunden, der ligger ved siden af mig i sofaen.

I det hele taget er gode naboer nogle, der ved, hvor skellet går, som kender forskel på dit og mit og som ikke bare vader ind i privatsfæren med mindre de bliver inviteret.

Da jeg boede i pensionistkvarteret i Risskov, havde naboerne meget travlt med at holde øje med os fra deres skjul bag pelargonierne, så de kunne have noget at snakke om med de andre gebisser.

Utallige er de aftener, hvor vi har udtænkt måder at få fortalt naboerne, at de ... lissom ... bare er for tæt på.

Dengang vaklede vi mellem at gøde roserne med menneskelort eller punktere rollator-hjul med partisansøm. Nu gælder det om at sørge for at naboens biler/venner/legetøj/bleer/duer ikke formaster sig til at invadere vores matrikel.

Indtil videre er vi nået frem til kombinationen af flæskesværs-lureminering og et hegn lavet af bacon.