Dorthe om hævn

Jeg har en djævel på den ene skulder og en engel på den anden. Englen vinder oftest. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har siddet her i stuen og udtænkt listige hævnakter, der virkelig skulle få vedkommende ned med nakken, helt ned at smage på den mudrede jord, men de er aldrig nået længere end dertil.

Tankerne altså.

Blevet lige dér inde i hovedet.

I stedet har min engel på den anden side siddet og sukket højt. Hvad vil jeg få ud af det? Hævnen. Vil jeg være mere glad bagefter? Sandsynligvis ikke. Vil han overhovedet være så ramt af min lille hævn, som jeg håber? Sandsynligvis ikke.
Og et eller andet sted vil han jo vinde, hvis jeg tager hævn. Jeg ser det som en anerkendelse af, at der har været følelser med i spillet. Mine vel at mærke. Og ikke på vilkår om han skulle have den fornøjelse.

Maj om hævn

Kunne ikke vente på karma, og den stille hævn var ikke helt nok. Jeg var blevet trådt på og revet rundt i et følelsesmæssigt helvede i 1 år.

Det handler selvfølgelig om en mandsperson. En der spillede på 2 (eller flere?) heste. Jeg var nr. 2. Dumt af mig – ja! Men man er desværre ikke altid herre over følelserne. Det var den klassiske “det kører ikke med kæresten, og det er kun et spørgsmål om tid før det er slut”. Guld og grønne skove blev lovet, store ord udvekslet. Det var mig han ville ha’.. men, altid et men. Han blev aldrig single, men holdte alligevel fast i mig.

Da det så endelig sluttede, var han bange... Bange for om kæresten ville få noget at vide. Sagde, at han havde fortalt hende om mig, men efter 1 år, hvor man efterhånden bliver god til at skelne mellem sandhed og løgn, vidste jeg det var løgn. Det var udelukkende noget der blev sagt, for at redde egen røv, og slippe afsted med det.

Den gik ikke! Efter nogle overvejelser satte jeg mig en aften foran computeren og skrev en meget lang mail – til hans kæreste. Jeg er klar over, at hun er fuldstændig uskyldig i det her, og jeg skrev ikke til hende for at gøre hende ondt - og det er jeg klar over jeg har gjort ved at skrive til hende. Jeg skrev ikke til hende med håbet om, at de ville gå fra hinanden. Men hun skulle vide, hvad han havde haft gang i. Det er ham der er gal på den - ikke hende, og ikke mig. Jeg står 100% ved det jeg har gjort. Har aldrig nogensinde gjort bare noget i nærheden af det før. Og så handlede det vel også om, at jeg bare ikke vil finde mig i at blive trådt på...

Thomas om hævn

Når jeg hører ordet ”hævn”, er det første, jeg umiddelbart tænker på, westernfilm med Clint Eastwood. Nogle skurke udsætter en mand for en uretfærdighed, som han i slutningen af fortællingen på blodigste vis indhenter retfærdighed for. Der er ikke så megen snak, blot et hurtigt og velplaceret svar. Det er maskulint! Tænker jeg videre over ordet, drejer tankerne sig mod forbrydelse og straf i vores samfund, hvor det ikke er velset at fryde sig over straffen som en retfærdig hævn. Hævnmotivet er dog en del af straffen, så ofre ikke føler sig ramt på retsbevidstheden, som det så fornemt kaldes.

Man bør kun benytte sig af hævn, hvis den årsagsgivende udåd er alvorlig eller forekommer et gentagende antal gange. Når jeg betragter min omgangskreds, ser jeg ingen hævngerrige mennesker; Folk undværer helst hævnlysten, da den netop forudsætter, at en grim handling er begået mod dem. Hører jeg om forældre, der mistede deres barn på grund af en alkohol- og stofpåvirket billist, så forstår jeg hævnen. Det er kun rimeligt, at morderen straffes ved at give afkald på en lang årrække af sit liv og sin frihed. Får man begået indbrud i sin bil eller bolig gentagne gange, er det også et plaster på såret at opleve, at tyven møder konsekvens for sin handling.

Det er ikke pænt at erklære, at man ønsker hævn. De fleste af os er opdraget til at se fremad og ikke at bære nag. Hævnen bringer ikke det tabte tilbage, og vi risikerer at gøre forbryderen endnu mere forbryderisk. Jeg er uenig; Selvfølgelig skal forbryderen betale. Det skal ikke være samfundet og ofrene, der i sidste ende kommer til at sidde tilbage med regningen for på pæneste vis at bestikke forbryderen ind på rette vej. Sådant et mål helliger ikke bløde midler.

Hvorfor er det ikke velset at ønske hævn over en forbryder? Min opfattelse er, at det til dels er et resultat af kvindedomineret opdragelse. De fleste i min årgang er opvokset med kvindelige pædagoger og lærere med baggrund i feminisme og rundbordspædagogik fra halvfjerdserne. De få mandlige lærere, jeg havde, fik Arne Nougatgren til at ligne en fascistoid eksercits-sergent. Mændene bøjer af, føjer sig og accepterer, at vi altid skal tale om tingene i stedet for at handle. På den anden side har den kvindelige påvirkning et løjerligt resultat, set i betragtning af, hvordan kvinder typisk behandler hinanden ... ! Jeg spekulerer vist for meget nu, så jeg vil handle og sætte Clint Eastwood på dvd'en.