Maj om grådighed

Grådigheden har ændret karakter, når man ser på alle de hjemmerøverier og skyderier man hører om nærmest dagligt. Det er efterhånden ligegyldigt om folk er hjemme, når der begåes indbrud, eller om der er andre uskyldige mennesker til steder, når man affyrer skud. Udsigten til “byttet” overskygger alt, og vold er intet problem. Det syntes jeg virkelig er skræmmende.

Jeg ser normalt aldrig Station 2, men forleden dag faldt jeg over det, og jeg var rystet. Her sidder en 18-årig (tror jeg han var) “mand” og er fuldstændig ligeglad med hvad hans grådighed – og fordi han kedede sig - har kostet andre mennesker. Han var upåvirket over at høre ofrene udtale sig om et af de overfald og røverier han havde begået mod dem. Kunne ikke forstå, hvorfor de ikke bare kunne komme videre med deres liv. Han havde jo ikke gjort dem noget - ihvertfald ikke ifølge ham selv. Og han ville gøre det igen. Straffen er jo efterhånden heller ikke nogen straf. Som han sagde: vi sidder jo bare og spiller playstation og ser fjernsyn og så’n…

…og så er der lige dem, der render rundt og skyder på gader og stræder, og i den forgangne uge også ind i fyldte restauranter. Det er udenfor min fatteevne, hvordan man kan få sig selv til at plaffe ind gennem en rude til et sted, hvor der sidder uskyldige mennesker. At vedkommende de går efter selv er kriminel er jeg egentlig ligeglad med. Tænker de overhovedet over, at de kan ramme, og i værste fald dræbe uskyldige mennesker? Eller er det bare “ligemeget” – det er “byttet” der overskygger alt! Og for hvad egentlig? – for at få kontrol over narkomarkedet, så man kan tjene en masse penge på andre folks ulykke.

Lige i denne sag joiner jeg gerne koret af "sæt dem ud på en ø og lad dem plaffe og slå løs på hinanden, så de kan få det overstået! Desværre er det nok bare ikke nok. Mer’ vil ha’ mer...

Thomas om grådighed

Jeg finder det for det meste interessant og udfordrende at betragte sager fra flere vinkler frem for at ty til ensidede, for-fabrikerede konklusioner. Det er spændende at agere Djævelens advokat og udfordre et synspunkt over for andre, så formørkede og skjulte sandheder tvinges frem. Det lykkedes stort set hver gang, selvom det ikke altid er vidunderligt at gå rundt med alternative meninger om emner, som er forkrøblet af politisk korrekt terror. Resultatet er nemlig, at jeg fjerner mig fra gruppen og flokken, som de fleste af natur ønsker at være en del af.

Da det forekommer mig umuligt at se positive sider ved grådighed, er det med baggrund i ovenstående forklaring egentlig ikke underligt, at igangværende indlæg for en gangs skyld sympatiserer med gruppens synspunkt og ikke individets. Konklusionen er dog, at gruppens mission ikke avler gavnlig adfærd, og dermed ser jeg alligevel sagen fra flere sider. Nok er det værd at nævne, at jeg definerer grådighed som at tage mere, end hvad man har brug for, blot fordi det er muligt, og jeg fremlægger her et håndgribeligt eksempel.

Som på så mange andre arbejdspladser har vi på min en kantineordning, til hvilken hver medarbejder hver måned betaler et fast beløb. Arbejdspladsen yder ikke tilskud og dermed afholdes alle udgifter af den pulje, som udgør samtlige medarbejderes indbetalinger. Jeg har en kollega, som ofte fylder en ekstra tallerken op med mad, som han efterfølgende smider ud. Efter at have set på denne manifesterede grådighed i nogle måneder, valgte jeg at konfrontere ham med det synspunkt, at han belaster vores kantineordning med sit forbrug af mad, som i øvrigt ikke engang er et forbrug men et direkte unødvendigt spild af ressourcer. Jeg har prøvet humor. Jeg har prøvet at spille på hans samvittighed ved at fortælle om Afrika og små sultne negerbørn. Jeg har prøvet teoretiske argumenter. Jeg har påvist praktiske argumenter i form af reelle prisstigninger. Jeg har endda prøvet direkte, grove angreb på hans handlinger foran de andre kollegaer. Han begriber det ikke. Han kigger undrende på mig med sin halvt gennemtyggede mad i sin åbne, måbende og dressing-omsmurte mund, som var han en ædende labrador, jeg afbrød i måltidet for at fortælle om kvantemekanik.

Hans evige, uændrede argument er: Når jeg skal betale mere, så tager jeg mere! Det er ham uforståeligt, at hans handlinger driver os ind i en uendelig prisstigningsspiral, og hans seneste påfund er at begynde at tage frugt, som vi er pålagt begrænset forbrug af, med hjem til sin familie. Jeg garanterer for, at hvis han læser dette indlæg lige nu, så fatter han ikke, at han selv bærer hovedrollen, på trods af, at han blot kan dreje hovedet let til højre og se en rådnende bunke af det frugt, han alligevel ikke gider spise. Hvad der bekymrer mig mest er, at han bestemt ikke er alene blandt kollegaerne med sine handlinger. Desuden har han børn, der ubevidst indlærer hans ødelæggende adfærd, og som kommer til at deltage i mit og min families samfund, hvor stort set alt er baseret på kollektiv betaling.

Pointen er, at kollektivet sjældent fungerer. Uden direkte konsekvenser og deraf følgende incitament for individet vinder grådigheden i nepotistisk alliance med frådseriet, ligegyldigheden og ansvarsløsheden. Vi ser det, når skader anmeldes til forsikringsselskaber, folk skal have sociale ydelser og politikere drikker frokost. Vi har set det i dets uhyggeligste konsekvenser i lande, der valgte kollektivet. Vi ser det i min opgang, når jeg selv nedprioriterer udskiftningen af mit vandslugende, konstant løbende toilet, fordi vandafregningen er fælles. Jeg forstår ikke grådighed – ikke engang min egen.