tirsdag den 30. juni 2009

Aldrig tøve - aldrig standse.

Linda om racisme:

Det er lørdag nat, klokken nærmer sig to. Jeg er på vej på cykel gennem Brabrand efter en fantastisk dag med fantastiske mennesker. Vi har siddet i haven, grillet og drukket vin, og her under stjernerne, er min hud er stadig varm af solen.

Jeg passerer grupper af unge, der hænger om bål og gamle biler. Hoveder drejes, når jeg kører forbi, og på læbernes pludselige ophold kan jeg se, at samtaler forstummer. Jeg er den eneste pige og den eneste dansker i mange kilometers omkreds; på vej gennem en verden og en virkelighed, jeg ikke hører til i. Alle lyde holdes ude af Say It Right, den kølige natteluft af min hættetrøje og virkeligheden af mørket. Jeg føler mig som en iagttager i en rumkapsel, der sejler gennem natten, sat uden for det hele på en måde, der gør mig umulig at nå.

Jeg er ikke bange. Men jeg kan ikke finde ud af, om det er racisme eller sund fornuft, der holder mine fødder i bevægelse, uden om forhindringer, over for rødt, konstant og rytmisk, rundt, rundt, rundt.

mandag den 29. juni 2009

Kend din kultur

Lene om racisme
Jeg er ikke racist. Jeg er bare ikke særligt tolerant: Jeg er ikke tilhænger af ensidig integration og jeg er ikke tolerant overfor de mennesker, der i Islams navn eller Guds navn mener, at dansk kultur og demokratiet kan kastes bort med et skuldertræk.
Og så synes jeg, det er typisk, at man siger 'jeg er ikke racist, MEN....'
Vi er blevet så bange for at blive kaldt racister, at vi hellere vil give køb på vores egen kultur end risikere at se racismekortet blive trukket. 

Jeg er ikke racist, fordi jeg også er intolerant overfor de danskere, der ikke ved nok om hverken deres egen kultur eller om Islam til at træffe informerede beslutninger, og derfor synes, at det da er meget rimeligt at acceptere, at ytringsfriheden aflyses. Det skulle jo være så fint at udvise tolerance og vende den anden kind til. I min bog er dialog bare lidt noget andet end at lægge sig ned på ryggen i overgivelse og blotte struben. 
Og så er jeg tilhænger af at man sgu skal opføre sig ordentligt. Vigtigst af alt er viden og oplysning - det må være vejen frem.   
Inden jeg begynder at holde min aftenlange standardtale og risikerer at lyde for meget som unge Messerschmidt, vil jeg kaste et spørgsmål i grams, som jeg utroligt gerne vil have hjælp til at finde svaret på.
Når vi taler om dansk kultur og danske omgangsregler, som nogen - mig selv indregnet - mener at vi skal kunne præsentere for indvandrere, så de ved, hvad de skal integreres i, hvad er det så vi mener? 
Hvad er dansk kultur for jer?

lørdag den 27. juni 2009

Jeg har kun mr. Darcy i hovedet og kan ikke finde på en overskrift....

Dorthe om overspring

Nogen gange kan det godt være lidt svært at være søndagsbloggeren. For lørdag er min overspringsdag.

Ikke dermed ment, at jeg springer lørdagen over, men den dag hvor jeg laver flest overspringshandlinger, hvilket så betyder at lørdag aften er der hvor søndagsblogindlægget skrives, for i løbet af dagen har jeg jo haft super travlt med alt det, jeg ikke havde planlagt.

Fredag aften tænkte jeg, at jeg ville på shoppetur lørdag formiddag. Og også få kigget på verdensbillederne.

Jeg vågnede kl 11. For sent til formiddagsshopping. Nå men jeg kunne da så lige spise lidt morgenmad og gøre mig klar.
Nøh hov, der var, det der nye Bev. Hill på TV2. Efterfulgt af "Don't tell the Bride", som jeg også lige blev nødt til at se, inden jeg hoppede i bad.

Og sådan fortsatte det resten af dagen. Overspring på overspring. Ikke alt sammen TV. Dog.

Typisk.

Nu flader jeg ud foran tv med min yndlingsserie overalt på denne jord. Jane Austens "Pride and Prejudice" - og der er kun én Mr. Darcy. Han må til enhver tid gerne være min overspringshandling.


Men først skal jeg liiiiige...

Maj om overspringshandlinger

Når først jeg er kommet igang med rengøringen, så er det jo ikke så slemt. Mine 76 kvm tager ikke vanvittig lang tid at gøre rent, men hvis ikke jeg kommer igang fra morgenstunden, så blir' det ikke gjort. Der er 1000 andre ting, der er meget mere interessante og ikke bestemt ligeså vigtige, hvis ikke mere vigtigt..

Søndage - som efterhånden er blevet min faste rengørings-/vasketøjsdag - plejer jo at være "vanvittig vilde", rent nyhedsmæssigt, så diverse nyhedssites skal da lige opdateres ca. hver 10. min. hele dagen igennem - kunne jo også være der var noget man havde misset i løbet af ugen. Dette samtidig med der zappes lidt rundt mellem BBC og CNN og (flov over af at indrømme det) TV2 News, ender med at se en eller anden serie, som pludselig virker ok sjov.

...og bliver også lige nødt til at se, hvilke kommentarer Joan Ørting har fået på de brevkassesvar hun giver (det er eddermamer sjov læsning - kommentarerne, ikke spørgsmål og svar). Jeg skla også nå at drikke kaffe, og kommer i tanke om dem, jeg ikke har talt med længe - dem skal man da lige ha' ringet til, og siden det er søndag, skal der selvfølgelig også være plads til en indlagt lur - og vupti! så er det da vist også ved at være tid til aftensmad, og enhver ved jo, at rengøring om aftenen bare ikke er det samme.


... og imens jeg har skrevet dette indlæg har jeg fundet en ny overspringshandling - Pirat TV på DR's hjemmeside... Farvel de næste mange søndage!

fredag den 26. juni 2009

Det dorske overspring

Stine om overspring

Jeg vil gere starte med at sige undskyld, at mit indlæg først kommer på nu (og så skal I altså også love at slukke faklerne og gå væk fra min hoveddør). Jeg tænkte, at man kunne lave det til en elegant indledning og fortælle, at det IKKE er på grund af overspringshandlinger, men fordi jeg flyttede i går, at jeg kom til at glemme Ordet Rundt. Men det var absolut for søgt, kindhest til mig.

Så jeg hopper lige ud i den dybe ende og tilstår: Mit navn er Stine, og jeg er afhængig af Indsæt-selv-lands Next Top Model. Et tv-program, der handler om at gøre meget tynde, forvirrede mennesker til såkaldte topmodeller ved at træne dem i alt mellem himmel og jord, der er modelagtigt.


Overspringshandlingen slår stort set andet i sit niveau af fabelagtig hjernedødhed (selvom Onsdags-Annes nyfundne glæde over Det lille hus på prærien løber godt med omkring målstregen).
Americas Next Top Model sæson 12 er næsten lige færdig, og som sædvanligt vandt hende den irriterende, der overhovedet ikke havde fortjent det, men som tydeligvis var Tyra Banks favorit helt fra starten. Jeg var i dårligt humør en hel eftermiddag, og havde en lang sms-diskussion med veninde-Karen, der lider af samme last. Vi heppede på hende den korthårede.

For tiden er Australias Next Top Model sæson 5 i fuld gang. De er smukkere, end de amerikanske piger, men de taler grimmere og opfører sig grimmere – hurra!!! De går ind for hardcore gruppemobning, og der kommer ikke en Tyra Banks forbi i nattøj for at snakke med dem om, at usikkerhed kan få os til at drille hinanden. Niks, de tømmer askebægre i hinandens senge og saboterer hinandens photoshoots.

I Canadas Next Top Model, har de lånt Jay som vært (Tyras højre hånd), hvilket gør det lidt sjovere, ellers er de ret kedelige – men her er det i det mindste altid den rigtige, der bliver sendt hjem (hende, der har brugt halvdelen af afsnittet på at fortælle, hvorfor hun nu er sikker på at vinde).

Åh det er ynkeligt, men jeg lever mig virkelig ind i det tåbelige program, som er det eneste, min kæreste har nedlagt veto mod. Så det er en last, jeg dyrker, når jeg er helt alene. Som nu faktisk.

Kan da lige tjekke You Tube for at se, om der skulle være nyt fra Australien eller Canada (jeg føler ikke med i Britains Next Top Model, for de taler som og ligner heste).

Hov, episode 9 af Australias Next Top Model er lagt på. Jeg er SÅ spændt på, om den forvirrede og meget teenager-agtige Cassie kan slå lidt for selvhøjtidelige og hellige Clare og den selvglade skinke Tahnee. Så jeg smutter lige, og så lover jeg, at jeg tømmer i hvert fald én flyttekasse, før jeg giver mig til at google de tidligere vinder-modeller...

torsdag den 25. juni 2009

Omveje til genveje

Thomas om overspring

Min søster og jeg er henholdsvis dame- og herremester i overspringshandlinger. Derfor bruger vi en del tid på at diskutere dem, og det er sikkert en overspringshandling i sig selv. Jeg skelner mellem to typer opgaver, som jeg laver overspringshandlinger på: Dem, jeg ikke gider og dem, jeg gerne vil. Førstnævnte udskyder jeg simpelthen med fuldt overlæg. De andre er opgaver, som indeholder udfordringer.

Udfordringerne kan være opgaver på mit arbejde eller at skrive fiktion. Med andre ord er det opgaver, jeg lærer noget af, fordi jeg ikke er helt sikker på, hvordan jeg skal gribe dem an. Til dem har jeg udviklet en lang række overspringshandlinger, fra at lave armbøjninger over at lægge vasketøj sammen til at løfte op i min bluse for at trykke på min trøffeldelle med højre pegefinger. Den gode nyhed er, at jeg kan bruge de opgaver, jeg normalvis ikke gider som overspringshandlinger til udfordringerne.

Dyr laver også overspringshandlinger. Hvis du har prøvet at træne lydighed med en hund, har du måske oplevet, at den pludselig opfører sig underligt og i øvrigt irriterende, når hele dit hold står og kigger på, at du udfører øvelser med den. Den kan finde på at bide lopper eller at gå i gang med at lege med snoren. Lydighedsøvelsen er for uoverkommelig en udfordring, og derfor griber den til handlinger, som falder den let. Jeg har dog aldrig set noget dyr nedlade sig til delletrykning.

Jeg ville ønske, at jeg kunne undgå overspringshandlinger, så jeg kunne kaste mig direkte ud i udfordringerne, men jeg har efterhånden indset, at det bare er sådan, jeg fungerer. Det er som om, min hjerne ubevidst udregner en plan, mens jeg laver underlige ting, der generer mine kollegaer, hvorefter jeg på et tidspunkt eksekverer den i et forholdsvist hurtigt, koncentreret tempo. Når alt kommer til alt, har overspringshandlingerne nok deres berettigelse alligevel.

onsdag den 24. juni 2009

Der var så meget, jeg skulle nå

Anne om overspring

Adskillige ugers opgaveskrivning er afsluttet, og jeg har nu sommerferie. SOMMERFERIE!!!
Undervejs i forløbet har jeg opfundet helt nye overspringshandlinger. Her er en liste over de fem mest brugte:

Det lille hus på prærien

Laura Ingalls passer på de svage og hun tæver den onde Nelly, når hun har brug for at blive sat på plads. Det er det, de unge vil have, og pludseligt er man nået så langt ud, at man indretter sin sparsomme tid, så man tilfældigvis er hjemme foran fjernsynet mellem klokken 14 og 15.

Iran

En konflikt i et land langt langt væk er pludseligt tæt på ved hjælp af blogs, Twitter og Facebook. Opdater-knappen er uimodståelig. Det er pensum ikke.

Slikhentning

Her er tricket at placere slikket i den anden ende af rummet, så man er nødt til at rejse sig og forlade opgaven, når man er lækkersulten. Hvilket man jo er hele tiden.

Oprydning

Den giver stadig ingen mening for mig. Men jeg satser også stærkt på, at det er gået over igen.

Indtastning af numre samt musiksøgning

Under colalågene er der et nummer, man kan taste ind på colas hjemmeside. Det giver et point, og for det point, kan man få en sang på iTunes. Tastetaste, overføre til iTunes, bruge mindst en time på at finde lige præcis den sang, der skal være gratis.

De næste to måneder skal det vist mest handle om underspringshandlinger.