Så sker det!

Ny side - nyt design:

Det Gode Råd

Kig forbi og fortæl os, hvad vi kan gøre for dig.

LUKKET PGA. OMBYGNING

Men mandag d. 17. august løfter vi sløret for den nye side, så lav en kop kaffe, læn dig tilbage og glæd dig! Vi smider linket her, når du må kigge....

På gensyn.

Ud af utroskabet

Dorthe om samvittighed

I en del år så jeg en gift mand. I starten havde jeg virkelig dårlig samvittighed. Overfor hans kone. Og ikke mindst overfor mig selv. De moralske skrupler stod i kø udenfor min dør og bankede utålmodigt på. Utroskab var et absolut no-go i mine øjne.

Det var en sindssyg tid. Og en lykkelig tid. Med mavepine. Og glæde. Og ikke mindst ventetid.

På et tidspunkt blev jeg enig med mig selv om, at jeg var nødt til at slippe fri af den dårlige samvittighed, for det lod jo ikke til at påvirke ham spor.

Og så skete der det, at de dér sommerfugle i maven, som før måske kun havde været sommerfuglelarver, udklækkede, og jeg faldt for ham med et brag. Det var dumt. Men hjertet har det desværre med at bestemme, hvem man falder for. Og han havde absolut ingen intentioner om at forlade sin kone og familie.

Jeg blev krævende. Og ville have mere tid. Mere ham. Og mere liv sammen. Og jeg vidste, det var en kamp, jeg ikke kunne vinde. Det endte grimt. Lad os bare sige det.

I dag har jeg ikke dårlig samvittighed over forholdet. Det kan jeg ikke have, når han ikke havde nogen skrupler over det, men jeg ville aldrig gøre det igen. Det er for hårdt. For ondt. Og alt alt for lidt.


------

I lighed med Anne og Maj bliver dette mit sidste indlæg på Ordet Rundt. Det har været sjovt og spændende at være med. Og ikke mindst temmelig udfordrende. Men mest af alt har det været sjovt.

Jeg glæder mig til at følge det nye design her på siden og se, hvordan Ordet Rundt vil forme sig fremover.

I kan selvfølgelig stadig følge mig på dope.urbanblog.dk

Kan man fødes uden?

Maj om samvittighed

Jeg bliver nogle gange overrasket over, hvad folk har samvittighed til, og endda slipper afsted med. Et fuldstændig langt ude eksempel, kunne se sådan ud:

1 stk. hankøn. Gift og med barn på vej, forsøger sig endnu engang hos 1 stk. hunkøn, der absolut ikke er fruen eller mor til den kommende søn eller datter. Og selvom dette hunkønsvæsen bliver ved med at svare ting som: ”nej tak! og burde du ikke sige de ting til fruen i stedet?”, så prøver han da lige igen, og igen og..

Jeg forstår simpelthen ikke, hvordan dette hankønsvæsen har samvittighed til at blive ved med at bedrage konen (ihvertfald forsøge på at bedrage hende, ved ikke om der er nogen der hopper på ordene) – og specielt ikke, efter hankønsvæsen har fået en ordentlig en over snuden. Men måske dette 1 stk. hankønsvæsen ikke blev født med samvittighed? Det er selvfølgelig en mulighed.

Jeg skal selvfølgelig huske at feje for egen dør i forlængelse af dette næsten tænkte eksempel. Jeg kan desværre ikke bryste mig af, at være en engel på området ”utroskab” – jeg har jo selv været ”den anden”, men nu – efter jeg er kommet ud af det - så er jeg i allerhøjeste grad kommet i kontakt med min samvittighed igen, og det er aldrig noget, jeg nogensinde vil udsætte mig selv eller andre for igen. Så jeg bliver ved med at sige nej, og sende hankønsvæsen hjem, hvor han hører til.


......
Ligesom Anne, så er dette mit sidste indlæg på Ordet Rundt. Det har været sjovt, til tider svært, men ikke mindst udfordrende at være med. Tak for jeres kommentarer, og tak fordi i læste med.

Sæt mig i gabestokken, jeg har fortjent det

Stine om samvittighed



Jeg havde egentlig forberedt noget helt andet til dagens indlæg, men set i lyset af, at jeg lige nu er ved at bliver ædt en lille smule op af dårlig samvittighed, virker det meget rigtigt at skrive under indflydelse af det.

På min anden blog, StineStregen, har jeg bedt alle med hænder om at lave en gæstetegning/billede/figur og sende den ind. Det var så meningen, at jeg ville samle dem alle og poste dem fredag aften (i aften for dig, der sansynligvis læser dette fredag-dag, men det er skrevet torsdag aften). Indtil da, havde jeg forberedt indlægget og lagt stregerne på, efterhånden som jeg fik dem.
Og så havde jeg søreme også været så snild, at jeg havde tastet den forkerte dato på. Så da jeg skal til at tegne dagens indlæg torsdag aften, er min allerede blog pyntet af en masse spritnye tegninger - dem fra de andre.

- de af dem, der kom med altså, for jeg havde ikke nået at lægge de sidste på. Og den første comment er selvfølgelig en skuffet fast læser, der ikke kan finde sin tegning i mængden. Og så en til. Og SÅ skal jeg ellers love for, at jeg fik røde kinder og en dum fornemmelse i kroppen.

For jeg vil gerne gå med til, at det er helt menneskeligt at fejle. Det gælder bare ikke mig. Jeg må ikke. Og hvis jeg så oven i købet har bedt nogen gøre noget for mig, og jeg så fejler – uuuuh slem! I det her tilfælde er det oven i købet mest mennesker, jeg ikke ved hvem er. Jeg har skuffet flere søde og vildt fremmede mennesker, der rent faktisk har været så søde at sætte sig ned og lave et bidrag til min blog, selvom de ikke kender mig i virkeligheden. Jeg er med andre ord Medusa OG Hitler i én og samme person. Mindst!

Med rimelig stor sikkerhed kan jeg sige, at det kommer til at tage mig timer at falde i søvn efter denne fadæse. Men kigger jeg på det hele udefra, er der vel egentlig tale om en lille fejl. De andres tegninger kommer på i morgen, og de skal oven i købet konkurrere med færre om opmærksomheden. Hvorfor så denne altopslugende følelse af dårlig samvittighed? Jeg gad godt vide, om andre har det på samme måde, eller om folk virkelig er i stand til at trække på skuldrene og sige "det var et uheld, ikke med vilje" og så tralle videre i deres liv, som må være fuld af solskin og meget få bekymringer. I så fald, vil jeg MEGET gerne på kursus hos skuldertrækkerne!

Uløselige konflikter

Thomas om samvittighed

Jeg hader at såre mennesker. I særdeleshed mennesker, jeg holder af, men af og til kommer jeg til at gøre det. Tror jeg da. For nogle gange har jeg på fornemmelsen, at min samvittighed pumper episoderne op til enorme luftskibe, som pletter min ellers skyfrie himmel (*host* - ok, der er nok en lille sky her og der).

Set i lyset af, hvordan jeg skriver på en vis anden blog, undrer det sikkert nogle, at jeg ikke bryder mig om at såre andre. Sagen er, at den form for skriveri er øvelse, træning og terapi. En metode til at lære mig selv, at jeg ikke kan være enige med alle mennesker omkring mig, ikke engang mine nærmeste.

Hvad får man ud af at være flink, overbærende og enig med alle? Man bliver selv udvisket og fremstår som en tjener i stedet for et selvstændigt individ. Politisk korrekthed udtværer en, til man blot er en utydelig skygge med supermarkedsholdninger, som ikke støder nogen og klapper flest muligt på ryggen. Sådan vil jeg ikke være, for det fører ingen vegne.


Jeg har hårde, skarpe og markante politiske holdninger. Men når jeg ned til personerne, som bliver ramt af de kamme, jeg af og til skærer alle over, får jeg næsten altid dårlig samvittighed. For i den enkeltes sag kan jeg sagtens forstå personens synspunkt. Der eksisterer simpelthen en konflikt mellem min rationalitet og mine følelser.

Konflikten er uløselig; Hvis jeg giver køb på rationaliteten, falder sammenhængskraften fra hinanden og giver jeg køb på følelserne, fremstår jeg kynisk. Jeg vælger ofte at droppe følelserne og følge fornuften, fordi jeg ved med mig selv, at jeg ikke er kynisk. Så må jeg bare lære at acceptere min dårlige samvittighed.

Undskyld at det er synd for dig

Anne om samvittighed

Samvittighed er en smart opfindelse på så mange måder. Den afholder os fra at opføre os alt for modbydeligt, og hvis det alligevel smutter for os, får den os til at sige undskyld. Eller komme med den altid brugbare: Åh, nu har jeg bare SÅ dårlig samvittighed.

Samtidig er samvittighed nogle gange så frustrerende irriterende. For nogle gange sniger den sig ind og styrer på steder, hvor den ikke har plads.

Nogle mennesker er så manipulerende, at de kan give dårlig samvittighed med deres små offerspil med tilhørende offerrundryg og offerpivestemme. Og så står de pludseligt der og propper kontrollen over dit liv ned i deres mavebæltetaske.

Der er også dem, der spilder deres samvittighed på mennesker, der ikke ville bruge et gram samvittighed på dem.
”Nej, det kan jeg ikke gøre mod hende”. Ok, men så prølliåhørheregåå. Hun ville gøre det mod dig uden at blinke. Tag nu kontrol over dit eget liv! Nå!

Jeg har prøvet begge dele – igen og igen.
Min samvittighed har været den knap, folk skulle trykke på, når de ville manipulere og styre mig. Med nedadvendte ansigter har de vadet på mig, mens de har vrælet, at det ikke er deres skyld. De kan ikke gøre for det, for de har bare altid haft det så enormt svært.

Jeg vil nok altid være sådan en, der får dårlig samvittighed (og lyst til at holde en lille begravelsesceremoni), hvis jeg cykler over en larve. Og af princip vil jeg hellere sige undskyld ti gange for meget end én gang for lidt. Men jeg gider sgu ikke længere lade min samvittighed være den hundesnor, der lader andre end mig selv kontrollere mit liv.

…

Dette er mit sidste indlæg på Ordet Rundt.
Det har været sjovt og udfordrende at være med. Og jeg har været stolt af at dele blog med så mange dygtige skribenter.
Tak fordi I læste med.

Tilgiv mig Fader, for jeg har skuffet

Linda om samvittighed:

Hvis man skulle gætte mit køn og min nationalitet, ville min samvittighed afsløre mig med det samme.

Min samvittighed er pæredansk: Den kan ikke aktiveres af Systemet. SU, Skat, Boligstøttekontoret og alle de andre ansigtsløse, som jeg aldrig ville føle dårlig samvittighed over at udnytte. Det er jo ingens penge, vel?

Hvis jeg er ude og handle, og en vare går ind for billigt, eller jeg får for meget tilbage? Haps. Tror nok lige, at 100 kr. betyder mere for min økonomi end for Maersk-dynastiets.

Hvis man skal kompenseres af et flyselskab, som har overbooket det fly, man skulle have været med – et helt tænkt eksempel – kan du være vis på, at jeg dels kører på businessclass og at togbilletprisen og taxaregningen bliver ganget med to, inden skemaet ryger afsted.

Der, hvor min dårlige samvittighed rykker fra 0 til 100 på 4 sekunder, er når jeg skuffer nogen. Om en måned er jeg inviteret til min bedstemors 80 års fødselsdag, og jeg blev nærmest lammet af rædsel, da det gik op for mig, at jeg har skrevet kontrakt på at lave et kursus i lige præcis den weekend. Jeg brugte 2 hele nætter på at ligge sådan her

og tænke over, hvor dårligt et menneske, jeg er. Logik bliver sat ud af spil, når mit skyldcenter aktiveres. Det har ingen betydning, at jeg skrev kontrakterne for over et år siden, og jo for fanden ikke kunne vide, at jeg ville blive inviteret til fødselsdag. Det er lige meget, at der kommer 50 andre gæster til festen, og at min bedstemor formentlig ikke opdager, at jeg ikke er der. Jeg har Skuffet, og det rydder bordet.

Er mænd ligeså behagesyge? Kan de også næsten blive handikappede af dårlig samvittighed? Jeg glæder mig til at læse Thomas’ indlæg på torsdag.

En skruppelløs går til bekendelse

Min samvittighed er relativ. Forstået på den måde, at hvis jeg kan se, at det bliver opdaget og har konsekvenser, som påvirker mig med øjeblikkelig og hårdtslående effekt, så er jeg enormt samvittighedsfuld, men hvis jeg vurderer, at det er i orden at slække på moralen og det samvittighedsfulde, så gør jeg det lige så hurtigt, som jeg afgør om jeg skal spise det stykke kage, der står foran mig.
Nogle gange har jeg virkelig ingen skrupler.

Når nu for eksempel jeg er ude at gå med min hund og den sætter sig for at besørge, så sætter min relative samvittighedsfuldhed straks ind. Min hund er nemlig rigtigt god til at parkere måsen over noget højt græs eller inde i en busk, så der ikke er nogen, der kan komme til at jokke i resultatet - og slet ikke kan se, at det er der. Hvis der er mennesker indenfor synsvidde, skynder jeg mig at puslesnakke til hunden om at det var fint at han lige kunne tisse (noget den ellers gør med et ben højt og pralende løftet) eller smisker bekymret med hovedet på skrå: Kom der slet ingenting?
Hvis hunden leverer et sted, hvor andre mennesker skal gå, så tager jeg samvittighedsfuldt og bruger det, som hundehandleren kalder for prutteposen.

Jeg ved godt, at danske studerende er utroligt godt stillede med deres ret til SU. Ikke desto mindre - og kære venner, her kommer noget, der ligner en bekendelse hvis man kniber øjnene lidt sammen - var jeg ikke sen til at udnytte systemet, da jeg selv var på SU. Jeg passede ikke altid mine studier lige samvittighedsfuldt og da jeg på grund af en fejl under en mindre operation fik mulighed for at søge om ekstra SU-klip som dispensation, så udnyttede jeg systemet. Selvom det egentlig var under falske forudsætninger.
Operationsfejlen kostede mig et par uger og nogle traumer i visse sammenhænge, men den egentlige grund til at jeg ikke kunne gå til eksamen var pjæk og dovenskab. Slaphed, mine damer og herrer. Et års ekstra SU til mig.

Skruppelløst og uden et eneste øjebliks dårlig samvittighed greb jeg en mulighed, der lå lige foran mig og jeg havde jo beviserne og lægens ord med mig, så der var ingen risiko for at blive opdaget. Systemet var efter min bedste overbevisning indrettet til at blive udnyttet.

At det så ikke var alle dem, der havde brug for at udnytte systemets muligheder, der gjorde det, er noget andet. Det er sørgerligt at folk ikke får den hjælp de har brug for, mens dem, der har overskuddet til at finde rundt i systemjunglen, skraber uretmæssigt ind, men jeg har stadig ingen skrupler. Det var vand på min mølle og konsekvenserne for mig personligt var ikke-ekstisterende.

Vi kan sagtens tale om sort arbejde, irakiske parlamentsmedlemmers danske førtidspension og bekvemmelighedsløgne overfor mennesker, som man gerne vil have skal synes om en.
Uanset emnet vil samvittighedskvalerne og skruplerne være direkte proportionale med konsekvensernes betydning for udøveren.
Ihvertfald, hvis man ikke er socialistisk verdensnaturfredningsforkæmper eller lignende og tager de langsigtede konsekvenser for hele verden med i betragtning, hver gang man rækker ud efter en plastpose i Netto.

Ufrivillig skruk

Dorthe om børn

Gennem hele min opvækst og frem til nu har jeg sagt, at jeg aldrig skal have børn.

Børn er dejlige og sjove - jow jow - men det var bare ikke noget for mig.

Jeg kunne slet ikke lide spædbørn. De kan jo intet. Udover over de 4 s'er - sove, spise, skide og skrige. Kedeligt. Og ikke spor charmerende.

Og jeg HADER dem, der siger, at børn er det mest fantastisk, der kan overgå én. Det er det da nok også - FOR DEM. Men det er det ikke for alle, og det har de en tendens til at glemme.

Snak omkring børn med barnløse par også belagt med tabu. For det må jo absolut være fordi, de ikke kan få børn. Man fravælger jo ikke frivilligt livets største oplevelse? Hvis man så fortæller at man er frivilligt barnløs, så bliver der virkelig set skævt til én. Jøsses.

Det er da en mærkelig holdning?

Jeg kan sagtens se mig selv som frivilligt barnløs, men den seneste tid har børn fyldt rigtig meget i mine tanker. Og jeg får klump i halsen og tårer i øjnene ved synet af spædbørn. Jeg tror i virkeligheden, jeg er blevet godt og grundig skruk.

Børn vs. alder

Maj om børn

OK! - jeg er jo 35 år, og single 'ing... Godt nok har jeg ikke fået lagt mit horoskop eller noget, men sådan lige umiddelbart står der ikke barn/børn på listen over, hvad der sker for mig i den nærmeste fremtid. Ihvertfald ikke mine egne (blir moster for 2. gang om et par måneder.)

For nogle år siden var jeg inde og kigge på en af de der fertilitets-hjemmesider. Se, hvad mulighederne var for "sådan en som mig", og de var jo fine. Men så gik tankevirksomheden ellers også igang. Ville jeg være klar til at være alenemor på fuldtid. Ville jeg være klar til at stå med det hele alene 24/7? Jeg ved godt, jeg ikke ville være helt alene, har et godt netværk, familien osv., men alligevel. Man står alene med det, og man skal også lige bestride et fuldtidsjob ved siden af. Det var/er jeg ikke klar til. Hvis det skal være, så vil jeg ha' hele "pakken".. men det skal føles rigtigt, være rigtigt - og naturligt. Det skal ikke forceres pga. panik, alder eller forventninger.

Og som tingene jo så ser ud nu, uden umiddelbar udsigt til at møde manden i mit liv, så har jeg også indstillet mig på, at det ikke er sikkert jeg får børn. Det har jeg accepteret. Har endda sat en mental deadline for, hvor gammel jeg vil være, ved/for en evt. graviditet - 38! Selvfølgelig er det muligt, at blive gravid efter det 38. år. Mange kvinder er ældre når de bliver gravide, end vores forældre var osv. - og det har jeg bestemt intet imod (OK! når de er 50-60 år, syntes jeg det er mærkeligt) - men det bliver ikke mig, ikke som tingene ser ud nu ihvertfald (det kan selvfølgelig ændre sig). Og får jeg ikke børn, så er det sådan det er - mit liv bliver egentlig ikke dårligere af den grund.

Dødsdrom eller spædbarn?

Stine om børn (uha uha)

Jeg fandt dette billede på nettet for nyligt, og det bliver jeg nødt til at dele her.


Ja, det er en DAME der kører en bil i en DØDSDROM med en LØVE. Jeg gentager lige det sidste MED EN LØVE!!!
Jeg kender ikke historien bag billedet, men jeg er ret overbevist om to ting:

1. Det er det sejeste billede, jeg nogensinde har set.

2. Damen i bilen med løven har ikke nogen børn.

Ikke at damen ser ud til at være ufrugtbar eller noget, men det der med at stikke af med cirkus og drøne rundt med løver i sidevognen – det er bare ikke rigtigt noget mødre gør, vel?

Jeg ved egentlig ikke, hvad jeg finder mest skræmmende. Tanken om at sidde i den der dødsdrom med en fuldvoksen løve i sidevognen eller tanken om at blive mor. Den ene ting er hurtigt overstået, men det der moderskab hænger man lidt mere fast i, har jeg ladet mig fortælle.

Her var jeg fristet til at smide ordet ”spændetrøje” ind, men det ved jeg godt, at man ikke må skrive, for børn er det største, der kan overgå én, og det værste ville være at miste dem og så videre og så videre. Men ikke desto mindre, så kan man altså ikke bare lige bryde fri af dem. Der er ingen fortrydelsesret, hvis man først sidder med den rynkede ting (også kaldet ”baby”) i hænderne og tænker ”Jeg skulle nok have valgt løven.”
Man skal nærmest bruge hele livet på dem.

Det, synes jeg, er vanvittigt skræmmende. Ikke en eneste af de ting, jeg holder allermest af at gøre i livet, er aktiviteter, der kan tilsættes børn. Samtidig er der alt det, man kan gøre galt. Man kan jo ødelægge de der små mennesker fuldstændigt.
Skulle man crashe med sidevogn og løve, vil man nok mere blive hyldet på en sej avisforside – og helt ærligt have lidt mere at prale med i himlen.

”Så sidder jeg der, og Fussi – altså min løve – han er sgu ved at være vred, men vi kører satme stærk…”

Det lyder klart sejere end:

”Da jeg glemte lille Charles (udtales Sjarls) i børnehaven 18. gang blev han smidt ud, og jeg måtte opgive mit arbejde og gå hjemme, og det gjorde jeg så, til jeg døde. Er det rigtigt, at det er her i himlen, de laver Philadephia-ost?”.

Men modsat Mandags-Lene har jeg en kæreste, der er overmåde skruk. Vi kan nærmest ikke gå på gaden uden at støde på et af de der små mennesker, og kæreste bliver så henrykt, at jeg må hanke op i ham og halvvejs bære ham videre. Heldigvis har vi været sammen i så kort tid, at vi begge lever højt på ”ja ja, vi får se”.
Men en eller anden dag bliver jeg nødt til at købe hele pakken med mand og børn – eller stikke af med cirkus. Skulle det sidste ske, ved jeg i det mindste godt, hvad der skal være mit nummer.

Hvor køber man en sidevognsvandt-vant løve? Den må gerne være stor.

Du betaler lige igen, ikke?

Thomas om børn

Jeg havde egentlig planlagt et helt andet indlæg, men Lindas fine indlæg om inseminering inspirerede mig til at ændre retning. Glistrup sagde, at før man bevæger sig mod kompromiset, bør man begynde med den mest ekstreme holdning, så for at provokere: Jeg mener, at inseminering af enlige kvinder bør forbydes.

Når en enlig kvinde lader sig inseminere, bør hun tænke på, at hun kun er én person til at skabe den økonomi, der danner grundlag for barnets skolegang, lægehjælp og sociale aktiviteter. Belastningen af det, hun ikke selv skaber, placeres gennem skatten på andre, som selv har deres egne børn, eller som måske har valgt ikke at få børn.

Når visse politikere forsøger at overbevise os om, at verdens højeste skatteprocent skal sættes endnu mere op, vipper de med pegefingeren, som minder os på, at vi skal være socialt ansvarlige. Men bør social ansvarlighed ikke udvises begge veje? Er det i orden at være den ikke-ydende del af et fællesskab og rage til sig uden tanke for andre?

I USA blev en kvinde udsat for kritik fra offentligheden, fordi hun valgte at få otte børn, mens hun var på bistand. Det ville næppe ske i Danmark, da vores velfærdssystem lægger op til, at man tager for sig uden at mærke de økonomiske konsekvenser, som uværgerligt er forbundet med handlingen. I USA er de sandsynligvis vant til at tænke økonomien ind som en naturlig del af deres færden, og deraf stammer forargelsen over kvinden, som unødigt belaster det spinkle sociale sikkerhedsnet.

Nu bevæger jeg mig, ifølge Glistrups metode, ind på kompromisets vej: Jeg mener ikke, at inseminering af enlige kvinder bør forbydes. Til gengæld bør vi beskære velfærdssystemet, så det bliver nødvendigt for den enlige kvinde eller for familien på bistandshjælp seriøst at overveje, om det er en holdbar situation at sætte endnu et barn i verden. For det er nu engang sådan, at der er færre nassere, hvor der ikke er noget at nasse af. Desværre.

Morvolution

Anne om børn

Da jeg var yngre, var jeg bange for små børn. De var sådan noget, som tanter og den slags stak i armene på mig, og så stod jeg der med en skrigemaskine, og følte at alle tænkte, at jeg havde klemt den eller noget.

Det værste var barnedåb, hvor babyen gik på omgang. Min erfaring er, at babyer ikke er for vilde med det der omgangsnoget, og dengang ventede de altid med at græde, til de nåede hen til mine akavede underarme, som forsøgte at balancere den lille parmesan-lugtende skrigetingest uden at røre for meget ved den.

Senere blev jeg hende, der lærte venindernes børn at bøvse ved bordet – enten fordi jeg selv kom til at gøre det, eller også fordi jeg kom til at grine højt og klappe lidt i hænderne, når de bøvsede.

Jeg tror, folk havde meget svært ved at forestille sig mig som mor.

Men en dag blev jeg gravid. Og mens omgivelserne holdt vejret, skete der det, at jeg blev selveste Moder jord.
Jeg havde egentlig planlagt, at hvis jeg nogensinde skulle have sådan en babydims, så skulle jeg bedøves fra issen og ned, når den skulle ud.
Men pludseligt stod jeg der og sagde ting som ”jeg vil ligesom bare mærke det hele og være med hele vejen” og ” smerterne er naturlige”. Jeg fik endda overbevist jordemoderen i sådan en grad, at hun mente, at jeg ville være sådan en, der kunne tage hjem fra hospitalet samme dag, som ungen gled ud.

Ha!

Den 11. juli 2003 klokken 00.05 var der en eller anden røvidiot, der stak en rusten stegegaffel ind i min mave og kørte den rundt. Først med syv minutters mellemrum, men pludseligt var det som om, den forbandede stegegaffel var en eller anden form for fordømt evighedsmaskine.
Af sted til hospitalet, hvor jeg lod som om, jeg aldrig havde sagt en lyd om, at jeg ikke skulle have noget smertestillende. Desværre var det for tidligt til epidural – og pludseligt var det for sent. Sært koncept. Men efter 16 timer - og 20 minutter efter, jeg havde konstateret, at NU VILLE JEG FANDME IKKE MERE! kom den grimmeste, mest krøllede og slimede tingest ud af mig.

Og det var ikke uhyggeligt eller svært at holde den. Det var som om, at den på vejen ud havde trykket på den knap, der tændte for mit sådan-gør-man-med-en-baby-apparat. Den var en han, og den var godt nok ikke pæn, men hold kæft, hvor var den sød. Og den blev sødere og sødere og heldigvis også en del pænere.

Om lidt skal den begynde i skole. Hvem tog tiden???

Forsmag på morgenkvalmen

Linda om børn:

Jeg vil gerne have børn, men jeg kan ikke finde ham, jeg gerne vil have dem med, og jeg er derfor stille og roligt ved at arbejde mig ind i kategorien af de såkaldte ’ressourcestærke kvinder’, der vælger videnskaben som far til mine børn. Ikke at jeg føler mig specielt ressourcestærk. Jeg føler mig nærmest skræmt ud af min egen hud ved tanken alene.

Jeg ville helst have hele pakken. Siger jeg. Og er egentlig efterhånden blevet lidt i tvivl. For når jeg kigger mig omkring, ser jeg ikke ret mange, som er glade og tilfredse i deres parforhold. For de flestes vedkommende virker det til at være hårdt, hårdt arbejde, når de på 5., 10. eller 15. år skal forsøge at fokusere på kærligheden og ignorere fornemmelsen af at være blevet usynlige og taget for givet. Måske har min omgangskreds bare ramt en kollektiv midt-30’er-krise med et brag, men hos nogen forekommer det mig, at de bliver sammen af samme grund som Lene beskriver som argument for at få børn i sit indlæg: For at have nogen at holde juleaften med, når de bliver gamle. Hvilket forekommer mig at være en slags ond pensionsopsparing, hvor man ofrer sin nutid for at sikre sin fremtid. Og det lyder ikke til at blive nemmere, når man sammen fabrikerer et menneske, som uden at anstrenge sig skubber kæresten væk og indtager 1. pladsen i Hvem Elsker Jeg Mest-konkurrencen.

Den helt indlysende fordel ved at være to, når det kommer til børn, er at man er to, om at enes om at give slip på verden, som man kender den. Jeg får angstkvalme og sorte pletter for øjnene, når jeg tænker for længe over det. Man er to til at glæde sig over, at barnet helt tydeligt er kommende nobelpristager, og der er en til at tage over, når man bliver bange for, at man kommer til at kaste ungen ud af vinduet, hvis ikke den holder kæft NU!

Det skal jeg være klar til at stå med selv. Og derudover skal jeg være klar til at træde ind i en verden, hvor det endnu er mere undtagelsen end reglen at være alene. Jeg har en fornemmelse af, at ”hvorfor har du ingen kæreste?”-spørgsmålet er en gåtur i parken sammenlignet med, hvad man forventes at stille med at forklaringer, når man står med en kæmpemave på solomåden. Og jeg skal være klar til at håndtere fornemmelsen af, at det føles som om, jeg endelig afskriver muligheden for at blive nogens bedre halvdel. Jeg ved godt, at det ikke nødvendigvis er sådan det er – men det er sådan det føles.

Til gengæld vil jeg ikke skulle tage stilling til, hvordan jeg skal komme igennem en juleaften uden mit barn, fordi jeg havde ham sidste år. Jeg skal ikke have en mand, som jeg engang har elsket, til at trampe rundt i mit liv, mit hjerte og mine sår de næste 18 år. Jeg skal ikke forsøge at leve med, at mit barn halvdelen af tiden bliver opdraget efter idealer, jeg ikke selv tror på, og sidde med fornemmelsen af, at jeg hver anden uge skal rette op på en uges karakternedbrydning OG sætte kærlighed nok ind på kontoen til at mit barn kommer hel igennem endnu en uge hos sin far, som desværre – i et anfald af midtlivskrise - har installeret en blond 18-årig, børnefjendsk psykopatøgle med bryster, der stadig håner tyngdekraften, i sin krom-og læderlejlighed.

Lød jeg lige lidt sur der til sidst? Det er jeg egentlig ikke. Jeg forsøger bare, som jeg plejer, at dele verden op i pros and cons – denne gang har jeg bare ikke den fjerneste ide om, hvilket resultat jeg håber på at nå frem til.

Lige meget hvad, er det jo en beslutning for livet.

Undskyld mig. Jeg skal lige ud og kaste op.

Børn er ingen selvfølge

Lene om børn

'At ønske et barn er et naturligt behov som konsekvens af de følelser, der er i et kærlighedsforhold. Og at opleve det lille barn er en energigivende, overvældende, bevidsthedsudvidende, udviklende lykkelig følelse hos både manden og kvinden, en væsentlig dimension i det at leve et liv, og meget langt fra plastikagtig selviscenesættelse. (...) Hvis det at føle ansvar for andre end sig selv er at være voksen, så er det ingen skade til at være voksen. Den vinkel mangler, for at egoisternes skræmmebilleder får seriøst modspil.
Hilsen Lenes mor'

Sådan skrev hun altså, min mor, i kommentarfeltet til et af mine blogindlæg om det at vælge børn til eller fra. Jeg er nemlig slet ikke sikker på, at jeg skal have børn og jeg har tilladt mig at tænke højt.

Jeg mener, at det at få børn er noget, man gør, når man har et overskud i sit parforhold at dele ud af. Ikke noget man gør, fordi man som par har behov for at cementere parforholdet, for så får man ikke børn, så får man gidsler - og det kan man ikke være bekendt.
Børn og dyr behandler man ordentligt og med den største respekt, for de kan ikke tage vare på sig selv og sige fra.

Jeg bliver aldrig en af dem, der bare vil have et barn for enhver pris - jeg vil gerne have forholdet, manden og overskuddet på plads først - og selvom jeg nu er 546 år gammel og burde have fantastisk travlt med at få børn med min ægtemand, så tøver jeg.

Jeg er nemlig blevet magelig med årene. Krævende. Og stærkt afhængig af min nattesøvn. Jeg har ikke noget problem med at sætte andres behov før mine egne, men jeg kan også godt lide den frihed, der er i, at have muligheden for at sætte mig selv først. Derudover er jeg gift med en mand, der er helt sikker på, at han ikke ville kunne magte at få børn i huset. Og enlig mor skal jeg som sagt ikke være. Slet ikke enlig mor i et forhold. Jeg er ærligt talt bange for, at mit parforhold ikke kan holde til et opmærksomhedskrævende barn, så mit valg står ikke bare mellem børn eller ej - det står mellem at vælge barnet og miste manden, eller vælge manden og undvære barnet.

Det, at jeg tænker højt på den måde, har fået min mor til at skrive, hvad andre sikkert tænker: Det er ikke naturligt. Det er plastikagtig selviscenesættelse.

Nogle af dem, der tænker deres, formulerer spørgsmålet: 'Hvad så med juleaftener, når du bliver ældre? Ja... Det ved jeg heller ikke. De bliver nok anderledes end andres, hvis jeg ikke får børn. Jeg er også helt sikker på, at jeg vil savne børn ind imellem, men ... Frygten for anderledes juleaftener kan vel ikke være det tungestvejende argument for at sætte nyt liv i verden?

At kærester bliver til forældre er åbenbart en af de uskrevne love. Ihvertfald skammede det ældre ægtepar sig ikke ved at læne sig ind over hækken og spørge, mens de blinkede skælmsk, om vi havde fået hund for at øve os inden vi fik et rigtigt barn.
Tænk nu, hvis jeg ikke bare havde været begrænset af overvejelser, men ikke KUNNE få børn?

Vi er vist ved at være så langt i evolutionen, at vi seriøst skal overveje brugen af 'selvfølge' i forbindelse med 'børn'.

Room-mate with perks

Dorthe om længsel

Jeg har ikke set kæresten siden 14. juni, hvor jeg satte ham på et fly retur til England. Vi sms'er og snakker sammen over telefonen. Men hvor er det sindssygt hårdt, ikke at have set ham så længe.

Næste gang jeg ser ham er den 3. august. Og der tager han ikke hjem igen. Eller det gør han jo. Det bliver så bare her hos mig, der bliver hans hjem.

Jeg længes efter at have en hverdag sammen med ham. Men det bliver også mærkeligt, at skulle have en roommate, efter at have boet alene i 7 år og kun skulle tage hensyn til sig selv. Og så ovenikøbet én, som ikke taler dansk. Ikke kan skride over til vennerne, hvis vi bliver trætte af at se på hinanden. Og som ikke har noget job her i begyndelsen. Til gengæld slipper jeg for uventede besøg fra svigermor søndag formiddag.

Jeg længes, og jeg er skide bange. Men hvor jeg glæder mig.

Single pige søger - måske!

Maj om længsel

Nu har jeg jo været single i noget der ligner en milliard år, men det er ikke engang sådan, at jeg går og længes efter at få en kæreste. Det ville da være rart, bevares! Og jeg ville da bestemt ikke sige nej, hvis den rigtige kom forbi min dør en dag (plejer de ikke at gøre det?), men ikke for enhver pris.

Jeg får ofte stillet spørgsmålet/konstateringen: ”du må være meget kræsen, siden du ikke har en kæreste” – men nej! egentlig ikke. Min dør er bare utrolig svær at finde. Men jeg har ikke en facitliste, der skal ”fluebenes” af på, når jeg møder en. Om han er skraldemand eller direktør – lige fedt for mig. Det vigtigste er kemi – kemi, kemi, kemi. Og så lige, at jeg kan få lov til at være pjattet og plat. At jeg får lov til at sidde krøllet sammen i sofaen uden jeg behøver at snakke. At man ikke sidder lårene af hinanden. At jeg – og han – i det hele taget har vores egne liv, ved siden af det, vi har sammen.

Min frihed betyder meget for mig, og jeg ved, at ved at have været single i de her milliarder af år, så har jeg fået mig en masse sære vaner – f.eks. hvordan der bliver vasket op og gjort rent, hvornår man nærmest har vaskekælderen for sig selv, at man helst ikke skal snakke til mig om morgenen før jeg har overstået morgenrutinen osv..... sådan nogle små latterlige ting, som jeg vist er lidt autistisk omkring. Det vil selvfølgelig ændre sig, når man bliver 2, men baby-steps.

Uh jow forresten... er lige kommet i tanke om 1 ting jeg måske er lidt ”kræsen” omkring. Parmiddage. Det er jeg slet ikke voksen nok til.

Hvor skal jeg bygge, og hvor skal jeg bo?

Stine om længsel

Mig? Hvad jeg længes efter?

*Kigger ud til siden med et tvetydigt smil, gør et kast med håret og kigger tilbage ind i kameraet*

Jeg længes såmænd hjem.


Det skal ikke forstås sådan, at jeg er hjemløs. Jeg er heller ikke langt væk hjemmefra. De sidste mange år af min liv har bare været én lang flytteturné. Hver gang, jeg er flyttet ind et sted, har den første udfordring været at finde et sted til flyttekasserne, så de hurtigt kan findes frem igen. Lad mig give et hurtigt resumé.

Jeg flyttede til Århus som tyve-årig. Jeg startede med at bo på Rudolph Wulffs Gade (eksotisk navn, umuligt i fuldskab). Først i et stort værelse, men så kom udlejer i tanke om, at hun ikke kunne være i det lille, og jeg var nødt til at bytte med hende. Det VAR virkelig småt og mørkt, så jeg aftalte med veninde at finde et sted sammen. Hun dissede mig imidlertid, og der havde jeg sagt værelset op.

Redningen kom fra en pige, jeg ellers ikke kendte så godt. Jeg flyttede ind på hendes kælderværelse, og vi boede i en måned på 12 kvm med alle vores møbler op ad væggen, bortset fra sengene, som vi lavede til én stor kæmpeseng. Efter den måned tog hun på højskole, og jeg kunne overtage værelset. Det blev dog for ærgerligt i længden. Dels var børnepasning en del af huslejen, dels var der så fugtigt, at jeg var syg ret tit.

Så flyttede jeg i mini-kollektiv med tre venner i en lille skodby langt udenfor Århus. I blandt dem var veninden, der dissede mig et år tidligere, så det gik naturligvis slet ikke godt.

Så rykkede jeg ind i ø-gadekvarteret - skønt område, ok værelse men rædsomme forhold. Badeværelset skulle deles med en milliard andre, det var ikke opvarmet og det var køkkenet heller ikke. Brrrr en vinter.

Så jeg rykkede ud til klassekammerat i Trøjborg, hvor værelset var for småt, og vi brød os vist ikke så meget om hinanden. Så jeg valgte den oplagte løsning og flyttede sammen med kæreste i Skanderborg.

Heller ikke godt, elegant escape blev højskole 4 måneder i Askov.

Tilbage til Skanderborg i en måned og videre til kollegieværelse i Århus. Der boede en anden Stine – og hun var paranoid. Hun smed min mad ud hele tiden og troede, at jeg stjal, så hun låste sine ting inde, og hvis jeg lagde noget et sted, hun ikke brød sig om, smed hun det foran min dør.

Arg, flugt til værelse i venindes fiine lejlighed overfor Storcenter Nord, videre til praktik i København (fiin lejlighed i Vanløse) efterfulgt af hele halvandet ÅR i Mettes lejlighed (det længste, jeg har boet et sted i otte år).

Og nu er jeg så rykket sammen med kæreste i Speltghettoen i Århus.

Så måske er det rimeligt nok, at jeg længes brændende efter et sted, der virkelig er HJEM og bliver ved med at være det. Bare mere end halvandet år ad gangen. I et vildt anfald af mod/galskab, har jeg sendt flyttekasserne hjem til svigerforældrene at bo.

DAM DAM DAM DAAMMMMM!

Det udefinerbare

Thomas om længsel

Egentlig kan jeg godt lide at føle længsel. Det er en slags forventningens glæde, der som bekendt er den største. Dog kan jeg ikke helt definere, hvad det er, jeg længes efter. Det er på det punkt, at længslen adskiller sig fra trang, behov eller begær. Følelsen indebærer ikke et konkret afsavn.

Ligesom mandags-Lene kan jeg forbinde længslen med min musikinteresse, som begyndte, da jeg var teenager. Selvom jeg også var Duran Duran fan sad jeg – sikkert til mine forældres lettelse – ikke og sukkede over personerne bag musikken. Jeg var interesseret i teksterne, stemningerne, melodilinierne og de generelle følelser, som sangene fremprovokerede. Deriblandt længslen.

Jeg forbinder også længslen med drømme. Drømmene er uvirkelige og urealiserbare, og jeg kan ikke sætte fingeren på det, jeg egentlig længes efter, og derfor er det ikke muligt at bevæge sig ud i den virkelige verden og finde det. Længslen fungerer som en drivkraft til kreativitet og giver mig lyst til at skrive fiktion.

Måske ligger samme fænomen til grund, når folk læser bøger eller går i biografen for at få de uvirkelige oplevelser, der opfylder behov, som de ikke ønsker opfyldt i deres virkelige liv. Og måske er de uvirkelige oplevelser erstatninger for ubevidste og fortrængte konkrete behov.